Pelsdyrbranchen kan blive rollemodel for en bæredygtig beklædningsindustri

De spiser stadigvæk hunde i Kina. Men også i verdens mest folkerige land er dyrevelfærd og miljøhensyn nu begyndt at spire i forbrugeradfærden.

De sker lige nu i den selvsamme voksende middelklasse, som i årevis har holdt hånden under de priser, som pelsdyravlerne opnår på verdensmarkedet.

Så avlerne har en alvorlig udfordring, hvis det kinesiske markedet går ad Vesten til, så pelsbranchen også i Øst får et image af overforbrug og dyremishandling.

Unge rige kinesere lærer af vesten

- De nyrige i Kina sender deres unge på universitetsuddannelser i Vesten. Så anti-pelsbevægelsen og tankerne om bæredygtighed og erhvervsvirksomhedernes ansvar er i den grad også godt på vej til Kina. Så pelsbranchen er nødt til at fremtidssikre sin virksomhed, siger adjunkt på Designskolen Kolding og Ph.d. Else Skjold.

Imens er der stigende fokus verden over på tøjbranchens og al anden industris forbrug af ressourcer, som stigende befolkningstal og velstand truer med at udtømme.

Det stiller krav til pelsbranchen om en relancering af sit image blandt forbrugerne og af hele sin forretningsstrategi. Og det skal et samarbejde mellem Kopenhagen Fur og Designskolen Kolding forsøge at imødekomme både i Øst og Vest. De to partnere har samarbejdet herom siden 2013 og har en aftale om at fortsætte til udgangen af 2019.

Uholdbart pres på ressourcer

Samarbejdet supplerer Kopenhagen Furs strategiplan, Welfur, for bæredygtighed som grundlæggende princip i hele produktionsprocessen.

Avlerne og designerne mener begge at have noget at have deres forehavende i ud over bare nogle knips med nogle markedsføringstrick, sådan som Verdens gang nu engang er med øget pres på råvarer og andre ressourcer. Et pres, som ikke er holdbart i længden.

Else Skjold, som arbejder med designledelse, brugerforståelse og bæredygtighed særligt inden for mode, siger:

- Vi skal til at erkende, at vi skal passe på vores ressourcer. Ressourcer er ikke noget, man bare kan bruge og smide væk. Der er der så mange ting, man gør i pelsverdenen, som vi i modeverdenen kan lære af. Der er jo ikke den mindste stump pels, der bliver spildt i designprocessen. Selv bittesmå stumper bliver sendt videre til nogle, som syr dem sammen til store stykker materialer, som så igen bruges til noget andet tøj. Hvis vi gjorde det samme med bomuld, så var vi et helt andet sted end nu.

Hele tøjbranchen er under pres

Det er ikke en dagsorden sat ud af det blå. Det enorme ressourcespild i den almindelige modebranche er bragt i spil, også efter hånden i den offentlige meningsdannelse.

Forleden berettede TV2’s program, Operation X, om hvordan store, internationale modevirksomheder som danskejede Bestseller og svenskejede H&M årligt sender tonsvis af helt nyt tøj, tasker og sko til destruktion i danske forbrændingsanlæg, når det ikke kan sælges. Det er virksomheder med en forretningsmodel, der er lagt an på såkaldt fast fashion, der opererer med skiftende og spritnye kollektioner hver uge, som så hurtigt går af mode.

Hos forbrændingsanlægget Energnist i Kolding fik Bestseller i 2016 afbrændt over 49 ton. I perioden 2013-2017 har Bestseller foreløbig fået brændt over 128.000 ton af.

Det er således ikke bare pelsbranchen, men hele tøjbranchen, der bliver nødt til at lægge linjen om. Tekstilbranchen må tage ved lære af pelsbranchen. Og pelsbranchen må genopdage gamle dyder, som har været ved at gå tabt, fordi pelsbranchen har haft for meget fokus på moden som salgsparameter, og siger Else Skjold.

Pelse er langtidsholdbare

Almindelige stykker tøj får kun lov at hænge i forbrugernes garderober i gennemsnitligt 2,5 år, viser undersøgelser. Imens kan pelsskind holde i helt op til 60 år, hvis der bare bliver passet ordentligt på dem, ligesom pelse ofte går i arv. Hele forretningsmodellen i pelsbranchen har traditionelt været lagt an på det, som designere kalder for slow fashion, der holder længe og er mere tidløse i designet.

- Der er også andre materialer, som er langtidsholdbare. Men det er noget særligt for pelse, at folk passer rigtigt godt på dem. Der foregår meget med pleje og vedligehold af pelsen, ligesom pelse også repareres eller syes om. Det er alt sammen noget, som vi ikke gider at gøre med vores almindelige tøj.

- Hvis vi behandlede alle materialer som noget, der var ligeså dyrebart, som man gør i pelsbranchen, så var vi utroligt meget længere med bæredygtighed i hele beklædningsindustrien, siger Else Skjold.

Kan tage ved lære af kineserne

Sidst på ugen er en medarbejder fra designskolen netop som led i projektet hjemvendt fra en studierejse Nordkina, hvor der sælges flest danske skind. Og forbrugeradfærden dér er noget at bygge på for Kopenhagen Furs og designskolens strategi for igen at få pels i kridthuset. Kineserne har nemlig forstand på materialerne. Det er en kvalitetsbevidsthed, det gælder om at genrejse hos forbrugerne, siger Else Skjold.

- Her har vi at gøre med nogle forbruger, som godt ved, hvad god kvalitet er. De vil hen i butikken og mærke på pelsen. For de kan faktisk selv se, om underulden er god og om dækhårene er fine eller om balancen ligger godt, og hvordan farven ser ud. Det gør vi andre jo ikke med alle de andre materialer. Vi andre aner jo ikke, hvad tingene hedder, eller om det er god eller dårlig kvalitet. Og de vil gerne spare op og investere.

Eftersyn, rensning og reparation er en udbygget service, som de kinesiske forhandlere i butikkerne udbyder som opfølgning på salget, fortæller hun.

- Der er også begyndt at være endnu mere interesse i Kina for omsyning. Har man en gammel kåbe, som man synes er lidt kedeligt, så kan man få den syet om, men måske også få en lille taske ud af den gamle pels eller en lille nøglering, ligesom man også kan farve det gamle. Og alt det der er vi lige nu i gang med at studere, hvordan vi kan bruge og lære af vores forskning og undervisning, og hvordan det kan sættes i spil i Kopenhagen Furs bæredygtighedsstrategi.

Ingen vej uden om genbrug

Hermed mener Else Skjold, at pelsbranchen både i Kina og herhjemme giver god inspiration til, hvordan genbrug og anderledes forretningsmodeller i hele tøjbranchen kan gøres rentable.

- Jeg forstår godt, hvis en minkfarmer spørger, hvorfor vi skal undersøge noget om brugt pels. For de vil da sælge noget nyt. Men for at kunne blive ved med at sælge i det hele taget, så er det et helt anderledes image, som pelsavlerne har behov for at få forbundet med deres produkt for også at have et stort marked for deres skind i fremtiden.

- Den onde rige dame, som slår dyr ihjel for at se godt ud er det billede, som rigtig mange har for deres indre øje, når de tænker på pels. Det er en helt ny historie, vi skal have lavet om pelsskind. Tiden er løbet fra, at der bliver lavet så meget nyt tøj, som der bliver lavet i dag. Der bliver produceret alt for meget, og der er alt for meget spild, ligesom vi har vores tøj i alt for kort tid i vores garderobe. Hvis det fortsætter på den her måde med et øget forbrug, så skal vi bruge mellem to og fem jordkloder mere til at dække efterspørgslen bare på bomuld. Så er er noget, der ikke hænger sammen.

Udviklingen vil under alle omstændigheder indebære stigende priser på råmaterialer, og dermed vil råvareomkostningerne i den øvrige tøjindustri nærme sig dem i pelsbranchen.

Pels og tekstiler kan kombineres

Fremtiden vil byde på nogle forretningsmodeller, som ikke nødvendigvis handler om at købe nyt, men måske om at dele eller leje og købe lidt gammelt og lidt nyt i kombination, siger Else Skjold.

- Det er en forretningsmodel, som vi må se på, hvordan gøres økonomisk bæredygtig.

Som genbrug kan pelsstykker bruges som lapper eller pynt på eksisterende klædninger. Hele pelskåber kan bygges op over tid med mindre stykker ad gangen. Fra nu og til næste sommer vil designskolen blandt andet udforske gamle japanske traditioner for den slags.

- Japan har fantastiske traditioner for den slags. Det kunne være, at der ligger en hemmelighed gemt her for at få fat i de unge.

Else Skjold oplyser, at Designskolen Koldings foreløbige eksperimenter og undersøgelser om bæredygtighed vil sætte præg på opgaveformuleringerne til næste år for Kopenhagen Furs talentkonkurrence, Imagine Talents, for designere, der involvere designskoler over hele verden. Det skal netop give unge designere mulighed for at opdage pels som et materiale, der er noget positivt forbundet med, siger Else Skjold.

Pelsning er svær at sælge

Meeen…Hvordan får man det så lige til at glide ned hos forbrugerne, at selvfølgelig er der da gode grunde til at slå dyr ihjel, også selv om det ikke engang er for at æde dem, og også selv om man sagtens kan lave tøj af bomuld eller kunstfibre til at holde varmen i?

- Det er der ikke noget enkelt svar på. Det kommer rigtigt meget an på, hvordan tingene udvikler sig i den øvrige tøjbranche med problemerne med det store ressourcespild. Hvis den skal landes, så skal forbrugerne kunne se, at pels kan være forbundet med noget positivt. For vi skal frem til en måde at producere og forbruge beklædning på, hvor man kobler alle de gamle dyder med at passe på tingene med noget meget moderne, hvor man kombinere nogle gamle håndværksteknikker med at få en god pasform, eller hvor materialekvaliteten skal være i orden, og at man reparerer og syr brugte klæder om, samtidig med at man stimulerer en god og bæredygtig forretning.

- Hvis jeg havde det gyldne svar på alt dét lige her og nu, så var jeg en meget rig dame. Men vi er ret langt fremme med at prøve at finde ud af, hvor vi skal lede efter idéer. Og der er pelsbranchen superinteressant, siger Else Skjold.

Tøjproduktionens belastning af klimaet

· Til produktionen af en T-shirt af bomuld går der 1400 liter vand, svarende til ti fyldte badekar.

· Tekstilindustrien anvender 165 forskellige, farlige kemikalier.

· CO2-belastningen til produktion af en nordisk forbrugers årlige tøjindkøb svarer til 2000 kilometers kørsel i familiebilen.

· Klimatrykket fra vores forbrug af tøj er større end klimaftrykket fra alle vores husholdningsapparater tilsammen.

Kilde: Miljøstyrelsen