Optimalt set havde vi nok solgt fire-fem stykker i stedet for to, men det kræver tålmodighed at introducere et mærke på markedet igen. Men jeg tror i hvert fald ikke, der er nogen af dem, der interesserer sig for landbrugsmaskiner og følger lidt med på de sociale medier, der efterhånden er i tvivl om, at Ursus er tilbage i Danmark.
Flaget, der blafrer i vinden og de tre orange-røde traktorer uden for Anders V. Larsens værksted og maskinhandel ved Thorup mellem Dronninglund og Hjallerup i Vendsyssel gør da også sit bedste for at gøre opmærksom på, at Ursus-traktorer og -vogne ikke længere bare er et nostalgisk minde fra fortiden.

Opdaget ved et tilfælde

Inden Anders V. Larsen i år fik en aftale på plads med Ursus, skal man bladre kalenderen helt tilbage til årtusindeskiftet for at finde den seneste danske Ursus-importør.
Det var da også lidt et tilfælde, at nordjyden fik øjnene op for de polske bjørne.
- Det var for et års tid siden, jeg så, at en af mine venner havde syntes godt om Ursus på Facebook. Jeg vidste slet ikke, de eksisterede længere, så det skulle jeg da lige ind og undersøge, fortæller ejeren af enmandsvirksomheden i Thorup, som på daværende tidspunkt var på udkig efter noget, der kunne få lidt mere gang i forretningen, da han netop havde vinket farvel til sin største kunde – en lokal vognmand, der inden sin lukning sendte alle sine 18 lastbiler på værksted i Thorup.

Kvalitet

Med blandt andet Perkins-motorer og Carraro-dele i Ursus-maskinerne, blev han hurtigt overbevist om, at det var forsøg værd.
- Der er mange, der negligerer Ursus og gør lidt grin med dem, men der også mange, der er blevet overraskede, når de har fundet ud af, hvad de kan og at mange af de ting inde under hjelmen også er hos mange af de store mærker. Jeg har egentlig altid selv haft det fint med Ursus. Inden jeg kom i lære kørte jeg selv rundt på en 1634. Det var et stærkt monster dengang. Og jeg har også hørt mange historier fra ældre landmænd, som har fået julelys i øjnene, da de opdagede, at Ursus stadig eksisterede. Det er et mærke, der vækker følelser, siger Ursus-importøren, der i dag også har en Ursus 1201 fra 1976 til at stå i samlingen.
- Og det er bare at sætte nøglen i, så starter den. Så det har altid været god kvalitet, siger Anders V. Larsen, der er gået sammen med Lars Studsgaard i Nørager i Himmerland om at få de polske maskiner relanceret i Danmark.

Alternativ til brugt

Indtil videre har de hentet syv traktorer hjem, hvoraf to i skrivende stund er kommet ud at køre. Og selvom sortimentet lige nu går fra 50 til 110 hestekræfter, har Anders V. Larsen ikke tænkt sig kun at gå efter fritidslandmanden.
- Med 110 hestekræfter til billige penge kan vi også ramme de større landmænd, som gerne vil have en eller to gamle traktorer til at stå klar til de mindre opgaver. Her har vi et godt alternativ til at flytte en grisevogn eller køre et læs halm. Og for entreprenøren er der også penge at spare i forhold til eksempelvis snerydning, hvor han kan få en egnet Ursus til omkring 300.000, mens traktorer i andre farver nemt kan koste en halv million.

Keep it simple

Og mens man på fabrikken i Polen gerne vil op og lege med de store traktordrenge med koblingsfri vendegear, ZF Powershift-transmission og masser af heste, krydser Anders V. Larsen fingre for, at man holder sig til det simple.
- Hver gang, der kommer noget ekstra på, afspejler det sig på prisen, og hvis man først kommer for tæt på de store mærker rent prismæssigt, bliver det svært. Så vil de fleste vælge Massey’en eller hvad de nu er til frem for Ursus’en.
- Og selvom der ikke er affjedret foraksel og koblingsfri vendegear, så tror jeg på ingen måde, Amnesty kommer og siger, at landmanden har haft det forfærdeligt, når han kommer ud af en Ursus, fastslår Anders V. Larsen, der da også regner med at sælge langt de fleste modeller med klimaanlæg, mens vendegear er en fast feature i de nye traktorer. Ekstra udtag og hitchkrog er også en mulighed.
Og selvom der endnu ikke er langet mange over disken, føler Anders V. Larsen sig overbevist om, at det nok skal komme.
- Der skal mere end et år til at sparke sådan et projekt i gang, og de tilkendegivelser, jeg indtil videre har fået, viser, at interessen er der, fastslår han.