Alliance mellem Agrovi og Vestjysk Landboforening skal styrke produktiviteten og økonomien hos mælkeproducenterne
Agrovi og Vestjysk Landboforening har indgået en
samarbejdsaftale for at styrke produktiviteten og økonomien hos sjællandske og
vestjyske mælkeproducenter, som befinder sig midt i en indtjeningskrise.
Vestjysk Landboforening har en stærk kvægbrugsrådgivning,
og Agrovi har en stærk rådgivning inden for strategi og ledelse. I fremtiden
vil det være en stærk alliance, som skal styrke rådgivningen på både Sjælland
og i Vestjylland.
- Frigivelsen af mælkekvoterne i foråret medførte et fald
i mælkepriserne, som har givet et yderligere pres på de i forvejen økonomisk
trængte mælkeproducenter. Derfor er det
yderst vigtig, at besætningen og staldene udnyttes bedst muligt, forklarer
direktør i Agrovi, Niels Peter Ravnsborg og fortsætter:
- Når vi fremadrettet kæder kompetencerne fra den vestjyske
kvægrådgivning sammen med den faglige planteavlsrådgivning, økonomirådgivningen
og den ledelsesmæssige sparring, opnår landmanden store gevinster, og ikke
mindst øget tillid fra de finansielle samarbejdspartnere.
Rådgivere baner vej for bedre indtjening
I det vestjyske fortæller chefrådgiver for kvæg, Ida
Ringgaard, der selv har en fortid som lærer på Lyngby Landbrugsskole, som i dag
del af Landbrugsskolen Sjælland, at der også er store forventninger til et øget
samarbejde med Agrovi og sjællandske mælkeproducenter.
- Vi har dygtige rådgivere, der kan stille skarpt på
produktivitetspotentialet, og sammen med rådgivningen fra Agrovis plante- og
økonomirådgivere kan det omsættes til en bedre indtjening hos
mælkeproducenterne, forklarer Ida Ringgaard og oplyser blandt andet, at
parterne i oktober inviterer til en fælles grovfoderdag.
I Vestjylland skal Agrovi hjælpe med at styrke
rådgivningen omkring strategi og virksomhedsplaner, der er essentiel for de
kunder, som ønsker en udvikling af deres bedrift. Endvidere rummer aftalen
igangsætning af et fælles udviklingsprojekt til styrkelse af den
ledelsesmæssige styring af mælkeproduktion.