DN: Uhørt falliterklæring fra blå blok

Det nye beslutningsforslag fra blå blok, hvor man vil fremme naturen i de statsejede skove for at øge biodiversiteten, får ikke opbakning fra Danmarks Naturfredningsforening.

Forslaget skal nemlig stå i stedet for det gødsknings- og sprøjteforbud på §3-arealer, som Folketinget med et snævert flertal for nylig vedtog.

- Vi skal have langt bedre natur i skovene, hvor de fleste truede arter lever. Men det er en uhørt afvikling af naturen, hvis byttehandlen er at opgive store dele af den beskyttede natur i det åbne land. De arter, vi skal beskytte her, er jo nogle andre end de, vi skal beskytte i skovene. Med dette forslag foreslås reelt en begyndende afvikling af naturbeskyttelsen på det største areal i Danmark. Det er en uhørt falliterklæring for blå bloks miljøpolitik, siger Ella Maria Bisschop-Larsen, præsident i Danmarks Naturfredningsforening, på foreningens hjemmeside.

Forslaget fra blå blok går ud på at afskaffe beskyttelsen af en række beskyttede naturområder i det dyrkede land mod at sikre mere urørt skov i statsskovene.

I alt vil partierne tage 20 procent af Danmarks statsejede skove ud, hvilket svarer til cirka 25.000 hektar.

Læs også