Rugen skal vækstreguleres, hvis der er gammel strøm fra husdyrgødning i jorden. Senere skal der holdes øje med trips
Med »Rug er retro« har vi fået fokus på korrekt dyrkning
af hybridrug, og det var det, vi ønskede. Med markdemonstrationen har vi
forsøgt at fremvise godt og dårligere håndværk i form af varierende sådybder og
udsædsmængder. Det giver synligt udslag, og det er i fuld overensstemmelse med
det, vi allerede viste i forvejen, og det passer også med det, der står i
lærebøgerne.
Det fortæller planteavlskonsulent Klaus Hvas Sørensen,
Landbo Limfjord.
Han har netop afsluttet et opfølgningsmøde på maskinhus-
og markmøder i efteråret. Formålet med arrangementet, der foregik hos Niels
Geertsen på god bonitet nær Spøttrup, har været at rette fokus på godt håndværk
og korrekt dyrkning af hybridrug.
Dårligt håndværk lykkedes ikke
Klaus Hvas Sørensen fortæller, at effekterne af
forskellige behandlinger i marken ikke blev så tydelige som tilsigtet.
- Det lykkedes os simpelthen ikke at lave tilstrækkeligt
dårligt håndværk ved etableringen i efteråret. Dertil kommer, at efteråret var
meget lunt og solrigt, og slettede mange fejltagelser. Man kan sige, at vi har
haft et tilgivende efterår, hvor næsten alt i marken kunne lade sig gøre og
lykkes, forklarer han.
Uønsket »tue-såning«
Det gælder også delvis den negative effekt af
»tue-såning«. Det vil sige, hvor der i sårækken er områder med for få eller
ingen planter og områder, hvor der er for mange planter.
Uens såning »i tuer« giver for ringe plantedække, og netop
ved hybridrug, hvor udsædsmængden er så lav og buskningen af hver enkelt
planter er så afgørende, er det et problem, hvis ikke udsæden er jævnt fordelt,
siger Klaus Hvas Sørensen.
Han mener, at det er et generelt problem ved såningen. Problemet
øges kun ved højere kørselshastighed ved såarbejdet, og det er specielt
udpræget ved lave udsædsmængder, som i hybridrug.
I den anlagte demo i marken er der tendens til en mere åben
afgrøde ved anbefalet udsædsmængde, hvor der er sået »i tuer«.
Varierende udsædsmængde
- Generelt i demoen er planterne tyndere og har mere langstrakt
vækst ved høje udsædsmængder. Og der er tendens til færre sideskud og dårligere
buskning.
- Det øger blandt andet risikoen for lejesæd og giver
mindre kerner, vurderer Klaus Hvas Sørensen.
Den nordvestjyske konsulent peger også på tendens til færre
planter ved øget sådybde.
Ved sådybde på to cm bliver der fire til fem aksbærende
strå, Sået i syv cm bliver der tre til fire aksbærende strå.
Aktuel planteværn
Klaus Hvas Sørensen anbefaler at vækstregulere rug til foder,
hvis der anvendes meget husdyrgødning på arealerne og der er »gødnings-strøm« i
jorden. Vækstregulering er ikke en mulighed ved rug til mel.
Rugen bør tjekkes for trips i perioden frem til begyndende
skridning, og behandling mod brunrust bør også overvejes.
For at undgå meldrøjer skal man undlade kørsel i marken
under blomstring.
Overraskede planteavlere
Ved arrangementet i Spøttrup var der også fokus på gødskningsstrategi.
Demonstrationsmarken er lige nu i stadie 30 og er netop
gødsket færdigt, hvilket overraskede en del af de 50 fremmødte planteavlere.
Såvel Klaus Hvas fra Landbo Limfjord og Claus Nymand fra
KWS understregede, at hybridrug kan være gødsket færdig i stadie 32, og at gylle
er bandlyst herefter.
For at understrege, at der er kommet ny viden, læste de op
fra en ældre lærebog, hvor gødskningsstrategien var helt anderledes – her gødede
man fra midt i april til midt i maj.
Travle planteavlere
- Vi har valgt at afvikle møderne i maskinhuset, så den
travle landmand ikke fravælger arrangement, fordi han kommer direkte fra
stalden eller marken i arbejdstøj.
- De forhold som vi gerne vil fremvise i planteavlen, er
jo som regel sammenfaldende med de tidspunkter, hvor landmænd selv har travlt. Her
kan landmænd komme direkte fra arbejdet derhjemme, og hurtigt tilbage igen,
siger Klaus Hvas Sørensen.
Landbo
Limfjord-arrangementet bød også på indlæg om rug som fodermiddel til svin såvel
som kvæg.