Næsehjul giver mindre snavs i foderet

Nok så mange hjul inde i rotoren kan ikke sikre, at riven følger marken tilstrækkeligt præcist, lyder Pöttingers erkendelse.

Derfor har den østrigske maskinproducent nu bidt i græsset og udviklet et Multitast-næsehjul, der både sikrer mod snavs i det sammenrevne materiale og beskytter græsset.

Multitast-næsehjulet løber lige foran hver rotor og netop lige foran i kørselsretningen, hvor tænderne skal stryge hen over jordoverfladen og rive materialet sammen. Med næsehjulet går tænderne ikke i jorden, man samler stadig helt rent op.

Udover at give mindre forurening med jord i det sammenrevne materiale, undgås også, at tænderne rammer og åbner græstæppet, så der bliver mulighed for fremspiring af ukrudt.

Test viser mindre råaske

Multitast-systemet på Pöttingers river fungerer med arbejdshastigheder op til 15 kilometer i timen.

En tysk DLG Fokustest af en Pöttinger TOP 762 C rive bekræfter, at Multitast-hjulet reducerer indholdet af råaske med 25 procent i foderet, hvilket tolkes som samme reduktion af jordforurening i foderet.

Forskellen betyder, ifølge DLG-målingerne, at foderet fra en hektar slætgræs slipper for et unødvendigt mængde på 207 kilo forurening pr. år.

Læs også