Ros til fjerkræavlere for forebyggelse af fugleinfluenza

23 ud af 25 besøgte fjerkræavlere levede op til alle forholdsregler for at forebygge fugleinfluenza, lyder det fra Fødevarestyrelsen

Da der i november sidste år blev konstateret fugleinfluenza i blandt andet Holland og Tyskland, tog Fødevarestyrelsen kort efter ud for at kontrollere, om fjerkræavlere her i landet har styr på de regler, der skal mindste risikoen for, at deres fjerkræ bliver ramt af sygdommen.

Og der tegner sig et billede af, at fjerkræavlerne er gode til at forebygge fugleinfluenza. Kontrollen viste, at 23 ud af de 25 besøgte avlere levede op til alle forholdsreglerne, oplyser Fødevarestyrelsen.

To avlere fik dog indskærpelser for ikke at have sikret sig ordenligt mod, at større vilde fugle kunne komme i kontakt med fjerkræets foder og vand.

- Det generelle billede er, at danske fjerkræavlere gør det, de skal for at forebygge, at vi bliver ramt af fugleinfluenza. Men de to avlere, der ikke sørgede for at give foder indendørs eller under fast overdækning, er to for mange, siger veterinærdirektør i Fødevarestyrelsen Per Henriksen på styrelsens egen hjemmeside, hvor han fortsætter:

- Der gælder nogle simple regler for at minimere risikoen for, at fjerkræ bliver smittet med fugleinfluenza, og det er vigtigt, at alle fjerkræavlere - både de kommercielle og ikke-kommercielle - overholder disse regler.

Læs også