Per Bundgaard driver 1.200 hektar økologisk planteavl i
Nordjylland, og har tidligere haft køer på sin gård i Vester Halne.
Men han bruger ikke længere kostalden, og derfor stiller
han den og nye malkefaciliteter til rådighed for en økologisk mælkeproducent,
der vil leje sig ind og indgå i et samarbejde om foder, græsmarker, gødning og
naturpleje, oplyser Økologisk Landsforening.
- Sharemilking, hvor mælkeproducenten lejer
produktionsapparatet, er meget udbredt i New Zealand og Australien. Herhjemme
er vi vant til selveje, som den primære model i landbruget, men i dag er det
meget svært for en ny landmand at låne penge til at købe en gård. Dels på grund
af finanskrise, og dels på grund af meget store gårde og priser. Det her er en
væsentlig billigere og nemmere måde for en økomælkeproducent at starte op,
lyder det fra Per Bundgaard.
Han peger på, at stalden er der – og foderet står lige
uden for døren:
- En landmandskollega kan få en chance for at blive
økologisk mælkeproducent uden at stifte stor gæld i produktionsfaciliteter, og
min økologiske planteavl kan få et løft med mere økologisk gødning og et mere
alsidigt afgrødevalg. Det er win-win.
Bundgaard er et af fem caselandbrug i udviklingsprojektet
”Det Samfundsnyttige Landbrug”, der er finansieret af Villum-Fonden og udføres
af Økologisk Landsforening.
Projektet skal blandt andet identificere og beskrive nye
ejerformer i landbruget.