Stigende øko-salg skaber behov for flere økologer

Et markant voksende salg af økologiske varer behov for flere økologiske landmænd.

Der er ved at opstå mangel på økologisk kød, oplyser Friland, og Coop ønsker mere dansk, økologisk frugt og grønt. Økologisk Landsforening efterlyser derfor landmænd, som vil omlægge til økologisk produktion.

 

Mens slagterivirksomheden Friland står med en akut mangel på økologisk kød til både det danske marked og eksportmarkederne, ser Coop et behov for flere danske øko-grøntsager og frugter i den kommende sæson. Derfor efterlyser Økologisk Landsforening nu konventionelle landmænd, som vil lægge om til økologisk produktion – og beslutningens time nærmer sig. Eventuelle omlæggere skal meddele myndighederne deres beslutning om omlægning allerede i april for at få del i omlægningsstøtten. 

 

- Hvis man går med overvejelser om at blive økologisk landmand, er det et godt tidspunkt at slå til. Selvfølgelig skal man gøre sig sine overvejelser og være grundig i sit forarbejde, men markedet kalder netop nu på flere øko-varer og flere økologiske landmænd, siger Mads Helms, økologisk mælkeproducent og næstformand i Økologisk Landsforening og påpeger, at alle skal være velkomne:

 

- I vil opleve nye spændende faglige udfordringer, I vil opleve et stærkt sammenhold og et enestående netværk i en branche med stærk medvind, I vil opleve anderkendende blikke fra omverdenen, og I vil naturligvis også opleve, at man udemærket kan leve af at producere økologiske varer med en stor merværdi, siger han.

 

Brug for 50 procent mere øko-svinekød

Den økologiske slagterivirksomhed, Friland, der er verdens største leverandør af økologisk kød, oplever en massivt voksende efterspørgsel på økologisk okse- og svinekød. Virksomheden må i øjeblikket sige nej til flere kunder, fordi forsyningen af økologisk kød ikke er stor nok.

 

- Vi hungrer især efter flere økologiske slagtesvin. Vi forventer at kunne øge salget med cirka 15 procent hvert år i tre år, og har således behov for cirka 50 procent mere økologisk svinekød i 2018, hvis vi skal kunne følge med efterspørgslen. Vi mangler derfor nogle dygtige svineproducenter, der har mod på at omlægge til økologi, eller at nogle af de eksisterende økologiske producenter udvider deres produktion, siger direktør i Friland, Henrik Biilmann.

 

Han tilføjer, at Friland vil gøre en indsats for at sikre bedre finansieringsmuligheder for svineproducenter, der vil lægge om eller udvide den eksisterende øko-produktion.

 

- Vores øko-tillæg nærmer sig et historisk højt niveau og gør det mere rentabelt at være økologisk svineproducent. Vi vil i den kommende tid gøre en særlig indsats for at gøre banker og pensionsselskaber opmærksomme på den store optimisme omkring øko-svineproduktionen, siger Henrik Biilmann.

Læs også