Puljen til klimatiltag indeholder 151,9 millioner kroner, og nu er der lavet en aftale om udmøntningen af pengene
Regeringen, SF og Enhedslisten er blevet enige om en
aftale om fordelingen af midler fra puljen til klimatiltag, som er en del af
aftalen for Finansloven for i år.
Puljen indeholder knap 152 millioner kroner, der blandt
andet skal bruges til tiltag inden for naturgenopretning, landbrug og
transport, som frem mod 2020 skal give en samlet reduktion i drivhusgasser på
300.000 tons.
- Vi mærker i stigende grad klimaforandringerne, og vi
kommer ikke sovende til løsningerne. Tiltagene i klimapuljen, der tæller alt
lige fra naturgenopretning i for eksempel Store Åmose til grøn transport, er et
vigtigt skridt i retningen af at bremse Danmarks udledninger, pointerer klima-,
energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen (R).
Rift om rådgivning
Ifølge Klima-, Energi- og Bygningsministeriet vil
landbrugets udledninger – i takt med at andre sektorers drivhusgasudledninger
reduceres – komme til at udgøre en stadig større del af det samlede regnskab.
Fra ministeriets side påpeger man, at der fra landbrugets
side har været stor rift om klimarådgivning. Derfor afsættes der 29,4 millioner
kroner til oprettelse af gratis klimatjek til landmænd.
- Regeringen investerer massivt i et landbrug, der er mere
klimavenligt og konkurrencedygtigt. For eksempel har en virksomhed som Arla
vist, at der er god økonomi i at passe på klimaet ude på gårdene. Nu går
regeringen skridtet videre og afsætter 30 millioner kroner til at hjælpe flere
landmænd med at lave handlingsplaner for, hvordan de passer bedre på både
kassekreditten og klimaet, lyder det fra fødevareminister Dan Jørgensen (S).
Aftalen om udmøntningen af de i alt 151,9 millioner kroner
indebærer blandt andet, at der afsættes 13 millioner kroner til statslig
skovrejsning, en million kroner til en kortlægning af potentiale og barrierer
ved dyrkning og afsætning af energipil samt altså 29,4 millioner kroner til
klimatjek af husdyrbrug.