Der er allerede mange, der gerne vil være med i Seges
afdelingen Videncenter for Svineproduktions (VSP) kampagne Pattegriseliv.
I kampagnen skal fælles fokus og viden være med til at
sikre højere overlevelse i farestalden.
- Vi har løbende haft fokus på højere overlevelse hos
pattegrisene. Grunden til, at vi sætter ekstra fokus på det nu, er, fordi vi
har sat en målsætning om at nå en total dødelighed på under 20 procent i 2020,
siger direktør i VSP Claus Fertin på VSP’s hjemmeside.
Her fremgår det, at man for at deltage som afprøvningsvært
skal være motiveret til at øge pattegriseoverlevelsen i besætningen.
- Du skal have mindst tre ansatte i dit sohold, som
brænder for at forbedre farestaldens resultater. Og så skal du have lyst til at
blive klogere på, hvad der motiverer dig og dine medarbejdere, lyder det fra
VSP.
Som afprøvningsvært skal man i samarbejde med VSP vælge en
af kampagnens rådgivningsmodeller: ”Fokus på overblik gennem mentorordning”, ”Fokus
på management” eller ”Fokus på ledelse”.
VSP holder en række møder, hvor interesserede kan høre mere
om kampagnen. Der er mulighed for at læse om møderne på VSP’s hjemmeside.