Kravene i fødevarehygiejnebekendtgørelsen er blevet lempet, så rå mælk nu kan anvendes i restauranter
I 1950’erne blev det forbudt at sælge dansk, rå mælk på
grund af mistanke om, at den udgjorde en sundhedsrisiko.
Men efter 50 års karantæne er mælken på vej tilbage hos de
professionelle kokke. Det oplyser Videncentret for Landbrug (VFL).
- Efter forhandlinger med Fødevarestyrelsen lykkedes det
os at få lempet tolkningen af kravene i fødevarehygiejnebekendtgørelsen, så rå
mælk nu kan anvendes i restauranter, hvis den opfylder en række hygiejnemæssige
krav. Blandt andet skal den rå mælk have været varmet op til mindst 75 grader,
før den bliver serveret, siger dyrlæge ved VFL, Kvæg Erik Rattenborg på VFL’s
hjemmeside.
Og dyrlægen glæder sig over lempelsen i bekendtgørelsen:
- Vi bidrager til at få gjort op med myten om, at
fødevarer er industrialiserede produkter uden smag. Samtidig får forbrugerne
mulighed for at få udvidet deres smagsoplevelser – og bønderne får vist, at de
kan levere kvalitetsprodukter til nogle af landets førende restauranter. Det
giver landmændene en ekstra indtægt og styrker deres image.
Ifølge VFL er Restaurant Babette i Vordingborg blandt
aftagerne af rå mælk.