Brændere skyld i brandudrykninger

Information fra Sikkerhedsstyrelsen skal være med til at mindske antallet af skader og ulykker som følge af brug af ukrudtsbrændere

Ukrudtsbrændere var sidste år skyld i 201 brandudrykninger i Danmark, og fra 2007 til 2013 var der i alt 1325 brande med ukrudtsbrændere som årsag. Det oplyser Sikkerhedsstyrelsen.

I et forsøg på at mindske antallet af skader og ulykker vil styrelsen sammen med Beredskabsstyrelsen derfor informere om, hvordan man bruger ukrudtsbrænderen korrekt.

- Ukrudtsbrænderne starter typisk en brand, fordi de kommer for tæt på tørt græs eller buskads, en bygning eller bilen i indkørslen. Der kan også være risiko for forbrændinger på børn og voksne, fordi de kommer for tæt på en tændt eller varm ukrudtsbrænder, lyder det fra Sikkerhedsstyrelsen.

Hos Sikkerhedsstyrelsen peger man på, at brandene opstod efter forkert eller uforsigtig brug af ukrudtsbrændere – både i sommersæsonen og på andre tider af året. For ind imellem bliver brænderne nemlig brugt til andet end at fjerne ukrudt – for eksempel, når der skal tændes op i grillen eller lægges tagpap på.

Gode råd

- Brænderen bør kun skrues så meget op, at ukrudtet bliver kortvarigt svitset. Det er desuden vigtigt at holde ukrudtsbrænderen på afstand af bygninger, bevoksninger og biler, siger kommunikationskonsulent Lone Hansen fra Sikkerhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

- Endelig opfordrer vi til at lade ukrudtsbrænderen blive i redskabsskuret i de tørre perioder og i blæsevejr, hvor det kan være svært at styre flammen, tilføjer hun.

Sikkerhedsstyrelsen kommer desuden med følgende opfordringer:

- Efter brug af ukrudtsbrænderen skal området tjekkes for oversete gløder. Lad ukrudtsbrænderen køle af, før den stilles væk – og husk at afmontere gasflaske eller gasdåse. En ukrudtsbrænder skal være forsynet med DG-mærke.

Læs også