Grønne energivirksomheder frygter EU’s klimaplan

I næste uge præsenterer Europa-Kommissionen sin klimaplan, og den kan få alvorlige konsekvenser for eksempelvis Daka

Klimavirksomheder som Daka, Vestas og Dong kan blive taberne, når Europa-Kommissionen i næste uge lægger sin længe ventede klimaplan på bordet.

Noget tyder nemlig på, at kommissionen helt vil droppe fastsættelsen af bindende mål for vedvarende energiproduktion (VE) frem mod 2013. Det skriver Børsen.

Heri fremgår det, at lande som Danmark, der har specialiseret sig i grønne energiformer, står til at blive hårdt ramt af den plan, som kommissionen præsenterer.

Årsagen er angiveligt, at lande som Polen og Storbritannien i stedet ønsker bedre mulighed for at bruge alternative energikilder som skifergas og atomkraft.

- Uden nogen bindende VE-krav fra EU, havde vi ikke været her i dag. Så der kan man jo så tænke sig til, hvordan fremtiden kommer til at se ud, hvis der ikke er nogen krav fra EU om vedvarende energi, siger administrerende direktør i Daka Biodiesel Kjær Andreasen til Børsen.

Det er ventet, at Europa-kommissionen først træffer beslutningen om VE onsdag den 22. januar i forbindelse med vedtagelsen af et udspil til en ny EU-klimastrategi, der skal gælde fra 2020 til 2030.

Læs også