Et projekt ledet af DTU Veterinærinstituttet har fået en millionbevilling fra Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram
Et nyt forskningsprojekt ledet af DTU Veterinærinstituttet
skal forsøge at udnytte et restprodukt fra kartofler samt gavnlige bakterier til
at forebygge diarré hos smågrise.
Projektet har fået bevilget godt 2,2 millioner kroner fra
Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram, og ifølge DTU Veterinærinstituttet
arbejder man på at finde en mere bæredygtig måde at komme diarré til livs på
end brug af antibiotika.
Målet er at udvikle et nyt fodertilskud mod
fravænningsdiarré. Fodertilskuddet skal bestå af kartoffelpulp tilsat bestemte
bakterier.
- Grisen kan ikke optage fibrene fra kartoffelpulpen. Men
de gavnlige bakterier, der findes naturligt i tarmen, får en vækstfordel, fordi
de trives med fibrene og med det miljø, som foderets bakterier skaber. Omvendt
får E.coli det skidt i miljøet, lyder det fra professor Mette Boye fra DTU
Veterinærinstituttet, der fortsætter:
- Målet er altså at finde de rette bakterier, der kan
nedbryde kartoffelpulpen til gavnlige præbiotiske fibre, som gavner de gode
mikroorganismer i tarmen og samtidig hæmmer de skadelige.