Kyllingerne får det tørt og godt

Slagtekyllingeproducent Finn Jensen, Hurup i Sydthy, har fokus på klimaet og renligheden i sin nye stald, der netop er indviet

Forleden indviede Finn Jensen, Hurup i Sydthy, sit nye kyllingehus på 2.275 kvadratmeter og en ny velfærdsbygning på 65 kvadratmeter.

I den nye stald er der plads til mellem 40.000 og 45.000 kyllinger ad gangen. Det første hold kyllinger bliver sat ind den 6. januar.

Finn Jensen har med den nye stald øget sin produktion fra 350.000 til 750.000 kyllinger om året. Kyllingerne leveres til Danpo-slagteriet i Aars, som også har ydet det såkaldte Ny-hus-tilskud til stalden, og som har stillet garanti for investeringen de næste syv år.

 

Styr på hygiejnen

Det er Projektbyg.dk ved Klaus Thomsen, Hjørring, der har stået for byggeriet. Den nye stald er opført i 100 millimeter isolerede Kingspan-paneler.

Skumpanelerne, der også bruges til kølehuse, har flere fordele, fortæller Klaus Thomsen. Det er prisbilligt, godt isoleret, så der ikke dannes kuldebroer, og så er overfladen hårdfør og nem at rengøre.

Staldens spær ligger udvendigt på loftet, og der er ingen skarpe kanter på panelerne, som snavset kan sidde fast i.

Hygiejne er afgørende for en kyllingeproduktion, hvor sygdom kan rydde en hel stald.

 

Klimaet er afgørende for dyrevelfærden

Udover hygiejnen i stalden er der i den nye stald stor fokus på klimaet. Skov har blandt andet leveret vægventiler, udsugning og spiraflex varmerør i stedet for de varmeblæsere, man brugte tidligere.

- Kyllingerne havde en tendens til at samle sig under varmeblæserne, og dermed blev det hele klumpet sammen nogle steder i stalden, og det gik ud over klimaet i stalden, fortæller Knud Erik Riis fra Skov, der er distriktschef for fjerkræ.

Skov har også leveret alarmer og styringen til staldens varmeveksler.

Selve varmeveksleren, af mærket Triova, er leveret af Big Dutchman. Varmeveksleren fungerer på den måde, at den tager varmen fra den luft, der blæses ud af stalden, og opvarmer den friske luft, der suges ind, med varmen.

Det giver en stor varmebesparelse, og varmeveksleren fjerner både fugt og CO2 fra huset, så kyllingerne kan gå tørt og godt.

Læs også