Det er bedst at forpagte ud til dyreejere

NaturErhvervstyrelsen er kommet med en præcisering af forskellen imellem en græsnings- og en forpagtningsaftale

En græsningsaftale er kendetegnet ved at ejeren af arealet har mulighed for at lade andre dyr afgræsse arealet. Opsætter og vedligeholder hegn, el, vandforsyning med mere, samt gøder og vedligeholder arealet og medtager gødningsforbruget i sit gødningsregnskab.

Ejeren af dyrene har det fulde ansvar for pasning af dyrene, herunder blandt andet fodring og opsyn - også hegn og vanding.

Årsagen til, at NaturErhvervstyrelsen nu præciserer, er, at mange har fået tilskud til hegning af græsarealer beliggende i Natura 2000-områder. Det meddeler ejendomskonsulent Gjerluf Hansen, Jysk Landbrugsrådgivning.

Såfremt tilskuddet er søgt af ejeren af dyrene, for eksempel et dyrelaug, så opfylder ejeren af arealet ikke betingelserne for at søge enkeltbetalings- og andre arealtilskud, idet det kun kan søges af den person, som har rådighed over arealet. Og her er betingelserne for en græsningsaftale ikke opfyldt, idet det er ejeren af dyrene, som har opsat/taget initiativ til hegnet.

Naturerhverv vil sige, det i stedet er en forpagtningsaftale, og det får den konsekvens, at ejeren ikke opnår enkeltbetalingstilskud m.m.

Såfremt der søges om tilskud til hegning, og/eller der er tale om større arealer, er rådet derfor at lade dyreejeren forpagte jorden. Herved opnås også den sidegevinst, at »tvivlsomme« arealer kommer ud af ansøgningen.

Læs også