NaturErhvervstyrelsen er kommet med en præcisering af forskellen imellem en græsnings- og en forpagtningsaftale
En græsningsaftale er kendetegnet ved at ejeren af arealet
har mulighed for at lade andre dyr afgræsse arealet. Opsætter og vedligeholder
hegn, el, vandforsyning med mere, samt gøder og vedligeholder arealet og
medtager gødningsforbruget i sit gødningsregnskab.
Ejeren af dyrene har det
fulde ansvar for pasning af dyrene, herunder blandt andet fodring og opsyn -
også hegn og vanding.
Årsagen til, at NaturErhvervstyrelsen nu præciserer, er,
at mange har fået tilskud til hegning af græsarealer beliggende i Natura
2000-områder. Det meddeler ejendomskonsulent Gjerluf Hansen, Jysk Landbrugsrådgivning.
Såfremt tilskuddet er søgt af ejeren af dyrene, for
eksempel et dyrelaug, så opfylder ejeren af arealet ikke betingelserne for at
søge enkeltbetalings- og andre arealtilskud, idet det kun kan søges af den
person, som har rådighed over arealet. Og her er betingelserne for en
græsningsaftale ikke opfyldt, idet det er ejeren af dyrene, som har opsat/taget
initiativ til hegnet.
Naturerhverv vil sige, det i stedet er en
forpagtningsaftale, og det får den konsekvens, at ejeren ikke opnår
enkeltbetalingstilskud m.m.
Såfremt der søges om tilskud til hegning, og/eller der er
tale om større arealer, er rådet derfor at lade dyreejeren forpagte jorden.
Herved opnås også den sidegevinst, at »tvivlsomme« arealer kommer ud af
ansøgningen.