Jeg starter lige dér, hvor jeg ved, nogen kunne finde på at starte deres indvendinger: Jeg er stærk fortaler for, at udgifter til god mad ikke skal udgøre hovedparten af nogens budgetter.

Det er fantastisk, at vi lever i tider med overflod, hvor mad i rigelige mængder for de fleste er en selvfølge. Og jeg anerkender, at der er indkomstgrupper i Danmark, hvor udgifterne til mad er væsentlige.

Men når udgifterne til mad i nogen budgetter udgør en stor del, skyldes det, at intet er vigtigere end mad. Vi kan faktisk ikke leve uden. Så hvis man ikke har så mange penge, er man nødt til først at finde dem, der skal sikre, at man får mad.

Men i Danmark har langt de fleste af os så store indtægter, at mad udgør mindre end 10 procent af vores samlede udgifter. Resten bruger vi på ting, der er mindre vigtige. Bolig, teknologi, biler, rejser. Alt muligt godt, som jeg helst heller ikke vil undvære.

Kroppens vigtigste råstof

Men vi kunne godt alle sammen – og dem der er i fødevarebranchen især – blive bedre til at anerkende, at udgifter til god mad gerne må udgøre en større del af budgettet.

Det bør vi først og fremmest for vores egen skyld. Den mad, vi spiser, er kroppens vigtigste råstof, og alene af den grund burde vi alle sammen være mindst lige så bevidste om, hvad vi putter i den, som vi er optagede af, om vi har det rette tøj på, kører i den fedeste traktor, har den rigtige telefon eller putter den bedste olie på bilen.

I den sammenhæng er danske råvarer over en kam noget af det allerbedste, vi kan investere i. På Bornholm er Verdens Bedste Fødevarer gået i gang med at hjælpe lokale ildsjæle og de gode fortællinger frem i lyset, så producenterne kan styrke salget og væksten i den enkelte virksomhed og fødevareerhvervet generelt.

Planen er at udbrede konceptet til hele landet, så hele den danske fødevarekæde samlet bliver klædt på til at løfte den fortælling, der gør, at danskere og eksportmarkeder forstår, hvorfor dansk mad er værd at bruge flere penge på.