Pöttingers ingeniører har haft travlt i
udviklingsafdelingen, og firmaet er nu klar med en såmaskine, som kombinerer
almindelig såning af korn med enkeltkorns-såning af majs.
Den nye maskinserie hedder Aerosem 1002 og gør brug af to
prisvindende teknologier, som Pöttinger kalder Precision Combi Seeder (PCS) og
systemet IDS, som står for Intelligent distributor System.
Med nyudviklingen har Pöttingers velkendte luftsåmaskiner taget
et skridt ind i en helt ny liga, lyder det fra producenten.
- Vi har store forventninger til de nye maskiner – også i
forhold til det danske marked. Nu kan eksempelvis kvægbrug få en maskine, som
kan klare både kornsåning og præcisionssåning af majs, lyder det fra Anders
Højte Hansen, som er salgsansvarlig for Pöttinger i Danmark .
I praksis er det Pöttingers luftsåmaskiner, som er blevet
grundigt videreudviklet og har fået tilføjet den nyudviklede teknik til
majssåning.
Tre og fire meter
Aerosem 1002-serien fås i arbejdsbredder på tre og fire
meter.
- Med en rækkeafstand i majs på 75 centimeter sår maskinen
i en tre meters version fire majsrækker. I fire meters versionen er der
mulighed for seks rækker majs, forklarer Anders Højte Hansen og tilføjer, at
det er nemt at omstille maskinen fra kornsåning til majs.
Tanken på i alt 1.250 liter er tredelt. Når maskinen er
omstillet til såning af majs kan den medbringe både gødning og majsudsæd.
- Når der sås majs, så anvendes de »normale« såskær ved
siden af majsrækkerne til at levere gødning til majsen, forklarer han.
Såsæden kan skæres i jorden med skærtryk helt op til 340
kilo ved hastigheder på op til 12 kilometer i timen.