Regeringen vil undersøge afgifter og tilskud

Et tværministerielt udvalg skal se på, om energiafgifterne og tilskuddene til vedvarende energi er med til at sikre grøn omstilling

Det folketingsflertal, der står bag Energiaftale 2012, besluttede i forbindelse med aftalen at undersøge, om energiafgifterne og tilskuddene til vedvarende energi giver de – ifølge aftalen – rigtige incitamenter til at sikre grøn omstilling af energisystemet.

Og nu er arbejdet med at lave analysen sat i gang. Et tværministerielt udvalg skal således se på, om der er behov for justeringer, der kan medføre, at energisystemet bliver mere omkostningseffektivt – samtidig med, at den grønne omstilling bliver understøttet. Det oplyser Klima-, Energi- og Bygningsministeriet.

- Med energiaftalen fra 2012 har vi klare politiske mål om at inddrage langt mere grøn energi i vores energisystem. Andre lande kigger allerede nu til Danmark, fordi vi omstiller os, uden at det koster private husstande og erhvervslivet dyrt. Afgifts- og tilskudsanalysen skal sikre, at vi kan fortsætte ud af den vej. Det vil sige, at den grønne omstilling bliver så billig og intelligent som overhovedet muligt, siger klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard (R) i en pressemeddelelse.

Analysearbejdet består af syv delanalyser, der skal munde ud i en endelig rapport med arbejdsgruppens samlede anbefalinger om tilpasninger af afgifts- og tilskudssystemet.

Arbejdsgruppen skal afslutte sit arbejde inden udgangen af 2014.

Læs også