For tredje år i træk arrangerer Økologisk Landsforening i samarbejde med Frank Erichsen DM i hø. Det foregår på Tangkrogen i Aarhus
I forbindelse med Food Festival i Aarhus er der andet end
mad til mennesker på programmet på Tangkrogen.
Det er blandt andet muligt at deltage i DM i hø, som arrangeres
for tredje år i træk af Økologisk Landsforening i samarbejde med Frank
Erichsen.
Konkurrencen er åben for alle – økologer såvel som
konventionelle. I år er konkurrencen udvidet til to kategorier: En for
ladetørret hø og en for marktørret hø.
- Det er ikke helt fair at sammenligne de to
former for hø, og kunsten at lave marktørret hø er ikke let. Derfor har vi
lavet to ”discipliner” i konkurrencen i år, siger kvægbrugskonsulent i
Økologisk Landsforening Thorkild Nissen i en pressemeddelelse.
Han er med i dommerpanelet, der blandt
andet også tæller fire styk malkekvæg og otte ertebøllefår.
Ifølge Økologisk Landsforening er DM i hø
ikke kun for sjov. Det handler også om at skabe opmærksomhed om høets
egenskaber som kvægfoder.
- Sukkerindholdet er højere og
proteinsammensætningen bedre i hø end i ensilage. Samtidig er der mere struktur
i høet, og høet kan udmærket være letfordøjeligt foder, hvis man høster det
rettidigt. Hø er den konserveringsmetode af græsset, som bevarer det friske
græs’ gode ernærings- og smagsegenskaber bedst hen over vinteren, og derfor er
hø også et interessant foder i moderne, storskala mælkeproduktion, lyder det
fra Thorkild Nissen.
Interesserede kan blandt andet tilmelde sig
konkurrencen på okologi.dk.