Sygdom får færre til at tage til dyrskue

Trods det laveste antal malkekøer i ti år på Løgstør Dyrskue er forventningerne stadig høje til et godt skue

54 malkekvæg – flere kommer der ikke. Og det er det laveste antal malkekøer på Løgstør Dyrskue i ti år, når det finder sted på lørdag.

Formand for skuet, Bent Højgaard Andersen, ærgrer sig, men forstår også de udstiller, som i år er blevet hjemme.

- Der er sygdom i området, nogle har mycoplasma og andre frygter at få deres dyr smittet på skuet, fortæller han.

Men også det sene forår har fået flere mælkeproducenter til i år at blive hjemme.

Trods det, at der kun kommer 50 malkekøer og fire kvier i ringen, er alle fire malkeracer alligevel repræsenteret.

Total fyldt maskinudstilling

Bent Højgaard Andersen glæder sig over de malkekvægudstillere, som alligevel bakker op om skuet og selvfølgelig alle de andre udstillere.

Ved både kødkvæg, hest og får er antal tilmeldte på niveau med sidste år.

- Vi har en total udsolgt maskinudstilling. Det er rigtig dejligt, at de bakker op om skuet, og kommer og snakker med kunderne og viser, hvad de har, siger formanden.

Læs også