Plads til 20.000 skind

Jørgen og Jens Jensen kan efter fire års venten på kommunens miljøgodkendelse tage ny stor minkhal i anvendelse på Åskovgård.

Også i pelsdyravlen er der med nyinvesteringer i produktionsapparatet mulighed for rationaliseringsgevinster. Men det kræver – som beskrevet på forsiden – at både miljømyndighederne og den finansielle sektor er med på »ideen«.

Efter fire års venten på kommunens miljøgodkendelse og med hjælp fra Frørup Andelskasse er far og søn, Jørgen og Jens Jensen på Åskovgård Mink I/S i Stenhave ved Refsvindinge nu klar til at tage en ny stor minkhal på 3.100 kvadratmeter i anvendelse.

Og det glæder de sig meget til.

Fra 2.000 til 3.300 tæver
Selv om deres nuværende produktionsapparat er forholdsvis tilsvarende forventer de ikke, at udvidelsen fra de omkring 2.000 til 3.300 tæver eller i alt op på 20.000 skind årligt vil betyde en forøgelse af medarbejderstaben.

Den er i forvejen på et minimum, idet foruden dem selv kun består af en enkelt ansat.

- I vort tilfælde er det beregnet, at en mand kan passe omkring 2.500 tæver, fortæller Jens Jensen, der som et led i generationsskiftet for fem år siden overtog halvdelen af minkfarmen fra sin far.

Kun en indsigelse
Faderen startede minkavlen på Åskovgård i 1987 baseret på 125 tæver. I forbindelse med indledningen af generationsskiftet blev bedriften udvidet fra 1.400 til 2.000 tæver, og samtidig blev der sendt en ansøgning til Nyborg Kommune om udvidelsen til de 3.300 tæver.

- Der var kun en indsigelse fra Danmarks Naturfredningsforening, som dog blev trukket tilbage efter en kontakt fra vore rådgivere i Skejby, fortæller Jørgen Jensen og nævner, at en lokal entreprenør straks gik i gang med jordarbejdet, da miljøgodkendelsen endelig kom sidste sommer.

Sammen med deres medarbejder har Jørgen og Jens Jensen selv stået for meget af opførelsen af den nye hal, der er projektet og leveret af firmaet Thyrrestup Mink fra Aars.

Det har i sagens natur nedbragt prisen i forhold til »udsalgsprisen« på 700 kroner pr. rum, eller svarende til 2,8 millioner kroner.

Nyt klimaanlæg
Udvidelsen af besætningen har også været forberedt, således tæverne er parret og klar til at rykke ind i de nye omgivelser i denne uge.

Og her får både dyrene og minkavlerne lyse og venlige forhold i den lukkede træbygning med eternittag.

Den nye bygning, der ligger parallelt med de eksisterende fire mindre minkhaller, har nemlig et nyudviklet klimaanlæg, som Thyrrestrup Mink har udviklet gennem fire år, og indtil videre monteret i seks tilsvarende, nye minkhaller.

Vejrstation
I begge sider kan den øverste del af væggen automatisk åbnes alt efter temperatur- og vindforhold.

- Det styres af en vejrstation øverst på taget. I vindsiden lukker den, og når vinden er over otte sekundmeter lukkes der i begge sider af bygningen, forklarer Per Thyrrestrup, der var blandt gæsterne ved åbent hus arrangementet i den færdige minkhal i tirsdags.

Hallens opbygning og den automatiske styring sikrer også lunere og mere ens temperaturer om vinteren og tilsvarende behagelige sommertemperaturer.

Patenteret
Blandt nyheder i minkhallen er også de såkaldte 3-1 kasser, hvor der er flere indstillinger alt efter årstiden, det vil sige parringen, hvor der er besøg af hannen, og kuldets størrelse.

Et system i bunden af kassen gør det nemt at håndtere og udrense halmen.

Selve hallens konstruktion er patenteret af Thyrrestrup Mink, der er blandt de største udbydere af minkhaller på europæisk plan. Blandt andet er tagkonstruktionen udført i limtræ. Derved undgås støvsamlende tværbjælker, og samtidig er den godkendt til færdsel ovenpå til eventuel udskiftning af eternitplader.

- Derfor glæder vi os til de dejlige arbejdsforhold, siger Jens Jensen, der ellers kan benytte de nuværende fodersiloer, foderredskaber og andet udstyr på minkfarmen trods den store udvidelse.

Læs også