Som kursus- og konferencecenter har Tøystrup Gods ved Ryslinge gjort land- og skovbruget til nicheproduktionen.
I bogserien Danske Slotte og Herregårde fra 1965 er der fyldestgørende beskrivelser af mange fynske herregårde. I bind 7 gælder det blandt andet Tøystrup Gods, som historisk nævnes første gang i 1372.
Mange slægter besidder ejendommen gennem årene. I 17-1800-tallet var det i tre generationer den meklenborgske adelsslægt von Bülow, som ved flere lejligheder havde besøg af Kong Frederik den 7. i dennes regeringstid.
Siden 1922 har slægten Nyboe i fire generationer resideret på Tøystrup. Nuværende ejers oldefar, P. Nyboe købte godset i 1922. Han efterfulgtes af N. C. Gluud Nyboe, dernæst Fritz Nyboe og siden 2003 af Niels Ulrich Nyboe.
Hver generation sin metier
- Som fjerde generation kan jeg konstatere, at hver generation har haft sin egen metier. Oldefar var købmanden, farfar til heste med anerkendt avl af belgierheste og animalsk produktion, min far som planteavler, og jeg selv – sammen med min hustru Rikke Nyboe, forestår driften af et kursus- og konferencecenter, der er bygget op siden 2005, fortæller Niels Nyboe.
- Da vi kom til, følte vi hurtigt, at der skulle gøres noget. Et hobbylandbrug ville ikke blive fremtiden. Fra en 100 procents landbrugsdrift er det omsætningsmæssigt i dag blevet til 10 procent fra landbruget og 90 procent fra kursus- og konferencedelen.
- Men det har krævet mange overvejelser og investeringer, fastslår Niels Nyboe, der fra barndommen og gennem ungdomstiden sad på traktoren og hjalp til i sæsonerne. Opgaver, som han fandt inspirerende nok til at melde sig til grundskolen på Korinth Landbrugsskole.
- Mine forældre var ikke skeptiske for min landbrugsinteresse. De opfordrede mig dog til en handelsuddannelse, hvad jeg også gennemførte som markedsøkonom, og gennem syv år som salgschef i en fransk virksomhed, men med bopæl i Odense, nævner Niels Nyboe.
Tænke en generation frem
Fra starten indgik det i Rikke og Niels Nyboes overvejelser, at der skulle tænkes en generation frem, og her nævner Niels Nyboe tre punkter.
- Vi er begunstiget med to døtre. Vi ville skabe et erhverv på matriklen for os begge og vælge et erhverv, som kunne inddrage bygningsmassen med et hævet kvalitetsniveau.
I 2005 udarbejdede Niels Nyboe et omfattende projektforslag, hvorfra der i første omgang blev foretaget en mindre investering i ombygning af inspektørfløjen ved hovedbygningen for at vurdere de videre muligheder.
- Allerede efter et år turde vi fortsætte med det nu kendte omfang, hvor driftsbygningerne i gule mursten med rødt tegltag blev totalt ændret såvel udvendigt som indvendigt. siger Niels Nyboe, og henviser til hjemmesiden www.toystrup.dk, hvor ændringerne og stedets muligheder er vist i detaljer.
Kort fortalt er der tale om møde- og konferencefaciliteter til 200 gæster, tilhørende restaurant og 24 smukke værelser.
Personligt engagement
Med en god partner i ægtefællen Rikke, der også har erfaring fra handelslivet, finder Niels Nyboe det betydningsfuldt, at de begge har stået på den anden side af skranken for at finde egnede steder til møder, når der skulle bookes lokaler til arrangementer.
- Vi vidste, hvad der skulle gøres bedre. Det gjaldt om at skabe noget unikt, men også meget personligt præget, hvor vi selv tager mod gæsterne. Ved at holde en tæt dialog med gæsterne under opholdet, behøver vi ikke ulejlige dem med evalueringsskemaer, bemærker Niels Nyboe.
- Er gæsterne mødt anspændte med skuldrene oppe, så skal de gerne forlade os med skuldrene nede. I praksis betyder det faktisk, at seks ud af ti kunder bestiller næste møde, inden de forlader os, fremhæver Niels Nyboe.
Han havde kalkuleret med, at fra år fire skulle investeringen være i plus. Det har vist sig at holde stik, samt levner plads til nye tilgange. Foreløbig tegner det lyst for 2012 med 25 procent flere bookinger end i 2011.
Vækst på stedet
For familien Nyboe er det lykkedes at skabe vækst, der gror på stedet, som de holder af. Alternativet de valgte, har stået mål med forventningerne, hvor det ellers kan være op ad bakke.
- Det har været meget anderledes end tidligere generationers virke, men også inspirerende til, at det kan give lyst til andre udfordringer, bemærker Niels Nyboe efter at have været fem-seks år gennem et godt forløb.
- For os har det været gunstigt, at voldgraven er den eneste fredede del af Tøystrup, så vi har kunnet gøre, som vi ønskede. Det har nok været fordyrende med de valgte løsninger, men for os og vores gæster det rigtige, konstaterer Niels Nyboe.
- Når gæsterne benytter en lejlighed til at gå tur i de landlige omgivelser, kan de også se de bevarede vognporte og de to brostensbelagte nedkørsler til voldgraven, hvor vognhjul kunne blive vasket og heste skyllet på maven, nævner Niels Nyboe.