- Når man har husdyr, så kan man jo ikke bare lukke ned

I går blev tilskuddet til vikarordninger inden for jordbruget definitivt afskaffet. Det bekymrer sydjysk mælkeproducent, der netop har været uarbejdsdygtig i tre og en halv måned på grund af en fingerskade.

Med et klart flertal blev tilskuddet til vikarordninger inden for jordbruget i går afskaffet i Folketinget.

Regeringen, Enhedslisten og Liberal Alliance stemte således alle for, at det ikke længere skal være muligt for landmænd uden uddannede medhjælpere at modtage et tilskud på 64 kroner pr. time til en vikar.

Tilskuddet bliver fjernet for at hente 10,8 millioner kroner til finansloven, og partierne mener, at det kun er rimeligt, at landmændene ligesom i andre selvstændige erhverv selv står for hele udgiften til vikarer i forbindelse med sygdom, barsel, ferie, efteruddannelse og så videre.

Sprængt finger
Lovændringen rammer især landmænd som Mogens Thomsen. Han driver en gård i Vamdrup i Sydjylland med en produktion på 40 malkekøer. For nylig måtte han sygemelde sig i tre og en halv måned, da han fik revet en sene over i sin ene ringfinger, da han ved et uheld hamrede hånden ind i et skarpt objekt.

Mogens Thomsen var herefter ikke i stand til at passe dyrene selv, og måtte via sit lokale vikarbureau hyrer medhjælpere. Han fortæller, at det i alt kostede ham cirka 45.000 kroner pr. måned. Altså i alt cirka 157.500 kroner for de 3,5 måneds sygdom. Havde tilskuddet fra staten ikke været der, havde han kunne ligge yderligere cirka 45.000 kroner oven i den endelige regning.

- Jeg var jo langtidssygemeldt, og problemet er, at når man har husdyr, så kan man ikke bare lukke ned, som man kan ved enhver anden virksomhed. Dyrene skal jo passes hver dag, siger Mogens Thomsen.

Sygedagpenge slår ikke til
Han fortæller, at han var forsikret, så han i sin sygdomsperiode modtog sygedagpenge fra dag ét, som er cirka 15.000 kroner om måneden. Det er det samme, som selvstændige inden for andre erhverv også får.

- Men en malermester eller en tømremester kan jo bare lukke sin butik i en periode. Han får sine sygedagpenge. Måske er der så nogle andre, der får de jobs, som de skulle have haft, men de sætter jo sådan set ikke noget til. Sygedagpengene rækker slet ikke i forhold til en landmand med husdyr, siger Mogens Thomsen.

Han fortæller, at han også selv tidligere har forsøgt sig at få sit forsikringsselskab til at hjælpe ham med en forsikring mod sygdom. Præmien har dog været så ekstrem høj, at det har han opgivet.

Mogens Thomsen håber nu på, at fjernelsen af tilskuddet til vikarordningen i det mindste vil får forsikringsselskaberne til at kigge på området igen.

Kan ikke betale sig
Mogens Thomsen mener, at det her er noget, som i det hele taget skaber yderligere utryghed for små selvstændige landmænd som ham selv. Det er i forvejen dyrt at blive syg, og nu bliver det altså endnu dyrere.

- Så snart du får medhjælpere på, som skal have timeløn, så kan du virkelig også se, hvad det hele koster, og at det slet ikke hænger sammen. Når jeg selv arbejder, så tænker jeg ikke over, hvad jeg får i timen. Jeg arbejder bare for at få lavet overskud, og tænker ikke over, hvor mange timer, som jeg bruger på det, siger Mogens Thomsen, der fortæller han også i sin sygdomsperiode måtte have en maskinstation til at hjælpe sig på markerne.

- Konsekvensen af alt det her kan sagtens være, at næste gang, hvor jeg får en langtidssygdom, så får jeg fat i en handelsmand, og så får jeg afviklet kreaturerne i løbet af en uge, siger Mogens Thomsen.

Læs også