De rekordlave priser på spisekartofler får rådgiver til at pege på afgrøder, der er mere økonomisk attraktive. Men sidste sådato for raps og frøgræs nærmer sig.
I sædskifte uden kvalitetskartofler er vinterraps interessant. Frem til cirka 1. september – lidt senere på lune lokaliteter – kan det stadig betale sig at så vinterraps. Og her kan prisen let gå hen og overraske positivt, med de store problemer der er med såbed i andre dele af landet.
Det siger planteavlskonsulent i BJ-Agro ApS i Hovborg, Benny Jensen, som vurderer, at det samme gælder for frøgræs.
- Alt for meget nyudlæg er ødelagt af lejesæd og halm, der ikke er fjernet, så der er stort set behov for alt det nye udlæg af frøgræs, der kan skaffes, siger han.
- Selv om frøpriserne naturligvis godt kan svinge lidt, er der ingen tvivl om, at det bliver fornuftigt at avle frø i 2012, pointerer Benny Jensen, som har regnet med ti kroner pr. kilo alm. rajgræs.
Store tab
Baggrunden for hans udmelding er det danske spisekartoffelmarked, hvor priserne er helt i bund.
- Vi ser priser i Jylland på omkring 70-75 kroner pr. hektokilo. Når sorteringsomkostningerne er betalt, er der kun 40-50 kroner pr. hektokilo tilbage. Afhængig af kvalitet og udbytte, giver det et tab på 2.000 til 10.000 kroner pr. hektar, når egne arbejdsomkostninger er betalt, men inden, der er betalt jordleje, forklarer konsulenten, som har specialiseret sig i kartofler.
Han råber derfor »vagt i gevær«, mens det endnu er muligt at foretage ændringer i markplanen.
1.000 kroner pr. hektar
BJ-Agro har lavet beregninger på DB2-kalkuler for 2012 med forventede salgspriser og udbytter for de mest almindelige salgsafgrøder i selskabets område.
- Det er selvsagt behæftet med betragtelig usikkerhed, men det er rimeligt retvisende i de fleste år, konstaterer Benny Jensen.
Af kalkulerne fremgår det, at spisekartofler med det nuværende prisleje i bedste fald – og det forudsætter blandt andet en god kvalitet – kan hjembringe cirka 1.000 kroner pr. hektar ved salg til pakkeri.
- Det kan selvfølgelig godt gå bedre, end det vil gøre med 2011-salgspriser, men det kan også gå værre, hvis kvaliteten er ret meget dårligere end i eksemplet, påpeger han.
Alm. rajgræs helt i top
Benny Jensen foreslår derfor sine kunder, at de skal overveje at skære lidt i kartoffelarealet næste år og eventuelt erstatte det med vinterraps eller efterårsudlagt alm. rajgræs.
Som mulig sidegevinst nævnes, at kartoflerne kan stige i pris på grund af et mindre areal, hvorved gevinsten på de resterende kartofler bliver større.
I DB2-kalkulerne ligger efterårsudlagt alm. rajgræs helt i top med et dækningsbidrag på 8.300 kroner pr. hektar.
- Det er et godt dækningsbidrag. Det er selvfølgelig ikke muligt at fastslå næste års salgspriser, men de anvendte priser må p.t. anses for realistiske bud, ud fra nuværende marked, avl og afsætningsforhold, siger han og tilføjer, at tiden jo har vist, at den pris, der er rigtigt nu, kan være helt skævt om en time.
Vinterraps nummer to
Vinterraps giver et DB2 på 5.300 kroner pr. hektar.
Maltbyg er beregnet til at hjembringe 4.600 kroner pr. hektar.
Samlet set ligger de fleste kornafgrøder samt majs til biogas i det sydligste Sønderjylland på et DB2 på cirka 4.000-4.500 kroner pr. hektar. Kun vinterbyg og biomajs med omkring 50 kilometer transport er dårligere, med cirka 3.500 kroner pr. hektar.
I alle DB2-angivelser er enkeltbetalingsstøtten på cirka 2.200 kroner pr. hektar indregnet.