Specialarbejde for faglært landmand

Med sit virke på grønne områder som kommunalt ansat føler tidligere landmand, René Aagaard Pedersen, sig på rette hylde.

I afdelingen »Intern drift«, som tidligere blev benævnt Vej- og Parkafdelingen, i Faaborg-Midtfyn Kommune, har René Aagaard Pedersen siden 2008 haft sin daglige arbejdsgang.

Gennem otte år fra 2000 til 2008 har René Aagaard haft eget landbrug i Rønninge, men også andre sidejobs. Med beslutningen om at sælge landbruget skabte han rene linier for arbejdslivet.

- Funktionen omfatter pleje af græsarealer, idrætsanlæg/sportspladser, parkområder samt visse betalingsarealer fra boligforeninger, og fra 2011 er det blevet som holdleder for 10 mand, der virker i hele kommunen, forklarer René Aagaard og nævner, at kommunen har flere deltidslandmænd ansat.

Fra morgenstunden har han planlagt fordelingen af arbejdet, som starter på materialepladsen i Ringe. Flere medarbejdere har faste ruter, men der dukker nye opgaver op fra driftslederen, som modtager fra bestillingskontoret på rådhuset.

Relevant med landbrugserfaring
- Ud fra uddannelsen og virke som landmand ligger arbejdsopgaverne tæt op af landbruget. Selv føler jeg, at mange interesser, for eksempel fra min frøproduktion, kan bruges videre i mit nuværende arbejde, siger René Aagaard.

Han nævner specialopgaver med vertikalskæring på alle sportspladser en gang årligt, og fortrinsvis om efteråret følges op med iskæring af græsfrø med rillesåmaskine. Fra i år gælder hans arbejde også kunstgødningsspredningen, som ikke er ukendt for en tidligere landmand.

- Maskinerne med traktorer, diverse redskabsbærere i flere størrelser og selve redskaberne er ikke ukendte for græsholdet, og funktionelle værksteder i kommunen med to faste mand gør, at vi er selvhjulpne i de fleste tilfælde, bemærker René Aagaard.

- Det skal også tilføjes, at vi har et rigtig godt samarbejde med maskinhandlerne, og i akutte situationer er de altid klar til hurtig indsats.

Med fokus på borgertilfredshed
- Jeg føler mig rigtig godt tilpas med arbejdet. Sammen med mandskabet forsøger vi at udføre arbejdet, så borgerne og eksterne kunder er godt tilfredse med de ansattes indsats i kommunen, fremhæver René Aagaard.

Han går til sagen med ungt sind, da han kun har rundet de 30 år. Derfor er det forklaringen fra en tidligere landmand og ikke en gammel landmand, der er kommet til udtryk.

- Med en tilværelse, hvor vi taler om 7 til 16 job, så bliver der andre muligheder. I mit tilfælde er det blandt andet som klubaktiv sportsudøver i Svendborg, når mountainbiken kommer i fuld fart, og eventuel overskydende energi brændes af, nævner René Aagaard.

Opvæksten på et familiært landbrug i Rønninge gjorde det naturligt for René Aagaard Pedersen at vælge landbruget som erhverv. Det blev til flere gode år som medhjælper i landbruget, og han gennemførte uddannelsen på landbrugsskole.

- Som ung medhjælper på en planteavls- og svineproduktion på Langeland indtraf en familiær situation, der gjorde, at jeg valgte at købe mit fødehjem inklusiv en anden familiegård med svineproduktion, og det var naturligvis med tanke om en fremtid ved landbruget, siger René Aagaard.

På grund af omstændighederne med en uventet tidlig og drøj start valgte René Aagaard grisene fra, da han mente, at produktionen var for lille til egen drift. Staldene blev lejet ud, hvorefter han selv varetog markdriften.

Arbejdsskade medvirkede til salgsovervejelse
- Fra første dag var jeg klar over, at det ikke var en fuldtids levevej, og gennem nogle år supplerede jeg med fuldtidsarbejde som anlægsgartner i Kappendrup og enere ved motorvejsbyggeriet frem til Kværndrup og et år på maskinstation, fortæller René Aagaard.

Efter en arbejdsskade på maskinstationen besluttede han sig for at sælge gården i 2008, og det skulle vise sig at være på det rigtige tidspunkt.

- Jeg har haft valgt at blive boende til leje i stuehuset indtil for nylig, og det har været fint for mig. Nu er adressen blevet i Årslev, så jeg er blevet bosat i arbejdskommunen, bemærker René Aagaard.

Følger erhvervsudviklingen
- Naturligvis føler jeg mig fortsat tilknyttet landbruget, og følger udviklingen for erhvervet, siger René Aagaard og fortsætter:

- I bund og grund er det synd, at alt skal være stordrift, men det er nødvendigt, og derfor fornuftigt at forholde sig realistisk til vilkårene. En ønsketanke om mere samarbejde mellem mindre landbrugere frem for stordriften er tilsyneladende ikke farbar.

- Hvis en planteavler skal klare dagen og vejen, kunne det være med specialafgrøder, men det vil ikke være muligt for alle og kræver sine investeringer, som aktuelt ikke er særlig nemme at komme igennem med, konstaterer René Aagaard, som følte pulsen og tog stilling.

- Derfor må det være min anbefaling til andre unge landbrugere at være sig bevidst om de kendsgerninger, der angår landbrugstilværelsen, slutter René Aagaard Pedersen.

Efter landbruget – en serie om landmænd, som har fået anden beskæftigelse.

Læs også