Ren populisme at snakke om afvikling af EU's landbrugsstøtte

EU-Kommissionens vicegeneraldirektør, Lars Hoelgaard, forsøgte at provokere de danske politikere ved høring om EU's fremtidige landbrugspolitik i går på Christiansborg.

Der er noget helt galt med de danske politikeres syn på EU's landbrugsstøtte.

Sådan ser Europakommissionens vicegeneraldirektør for landbrug, Lars Hoelgaard, der er dansk, ud til at mene. Han benyttede således dele af sin taletid ved gårsdagens høring på Christiansborg om fremtiden for EU's landbrugspolitik til at provokere de danske politikere, der alle sammen - ligegyldigt partiets farve - går ind for en afvikling af den direkte landbrugsstøtte. Det som i EU's landbrugspolitik også er kendt som Søjle 1, og som netop er det område, Lars Hoelgaard repræsenterer via sit arbejde i EU-Kommissionen. I Søjle 2 ligger EU's landdistriktsprogram, som er noget mere populær blandt danske politikere.

- Nu vil jeg gerne provokere jer, og vise hvad der sker, hvis I fjerner den første søjle, som I jo gerne vil, lød det fra Lars Hoelgaard.

Flere negative konsekvenser
Han remsede herefter en hel række af negative konsekvenser op, hvis Danmark mod alle odds en dag skulle få held med at få afviklet den direkte landbrugsstøtte. Blandt andet ville landbrugets indkomster dale kraftigt, der vil ske affolkning i randområderne, da produktionen ville blive koncentreret om de områder, der er bedst egnet til landbrugsproduktion.

- Fjerner man Søjle 1, så får man i den grad et koncentreret landbrug. Der vil ikke blive produceret mindre, og priserne på fødevarer vil ikke stige, men der vil kun blive dyrket landbrug i områder som Danmark, Tyskland, Belgien, Italien og Frankrig. Alle andre må lukke ned, sagde Lars Hoelgaard.

Derudover vil miljøet og dyrevelfærden i EU, ifølge Lars Hoelgaard, lide alvorlige forringelser, da træk i landbrugsstøtten ville blive fjernet som sanktionsmulighed over for de landmænd, der ikke overholder reglerne.

- Den største grund til, at man i Danmark ser landbrugsstøtten afskaffet, er ren og skær populisme. Det er fordi, at der er en faldende del af befolkningen, der er for landbruget, og som dermed har en indflydelse på valgene. Det at snakke om at fjerne landbrugsstøtten er utrolig let at sælge til vælgerne, der bor i byerne, sagde Lars Hoelgaard.

Kom på banen
Han opfordrede de danske politikere til at komme mere på banen og blande sig i debatten om, hvordan den direkte landbrugsstøtte skal fordeles i de kommende forhandlinger om den nye landbrugspolitik,  i stedet for blot at tale for eller imod afvikling af den direkte landbrugsstøtten hele tiden.

- Det hele drejer sig om, om man vil være med at spille inde på banen, eller om man vil sidde ude på udskiftningsbænken og råbe ind på banen. Der er en tendens i Danmark til, at man hellere vil sidde ude på sidelinjen. Selvom man måske ikke er enig i den taktik, som træneren har valgt, så er det altså bedre at være med inde på banen, hvor det sker. Så har man en indflydelse, sagde Lars Hoelgaard.

Det var Folketingets Fødevareudvalg og Europaudvalg, der havde arrangeret høringen, og der var deltagelse fra politikere herfra, samt fødevareministeren og medlemmer af Europaparlamentet.

 

Læs også