Mere økologisk rådgivning i marken
ØKOLOGI: Efter 15 år som landmand – de ti som økologisk mælkeproducent - og syv år som ansat økologikonsulent, valgte Carsten Sørensen den 1. november sidste år at springe ud som selvstændig økologirådgiver, hvor et af målene er at få flyttet mere af rådgivningen fra skrivebordet og ud i marken.
Køerne er flyttet ud og stalden er indrettet til moderne kontor. Samtidig er marken bag stalden blevet forvandlet til forsøgsparceller indenfor græs. Efter mange år som landmand og rådgiver hos senest Jysk Landbrugsrådgivning, valgte Carsten Sørensen i november at kvitte jobbet og starte som selvstændig med sin rådgivningsvirksomhed indenfor økologi – Økologikonsulenten, der har til huse på hjemadressen på Kongeåvej ved Gredstedbro.
- Jeg har altid drømt om at blive selvstændig, og da sammenlægningen af Jysk Landbrugsrådgivning betød, at jeg skulle flytte arbejdsplads til det nye center ved Billund, synes jeg der blev for langt at køre, forklarer Carsten Sørensen, der dog i sin rådgivning også ønskede at få flyttet mere af sin rådgivning fra skrivebordet til marken.
Og det er allerede sket i mere end én forstand. Dels kører han ud til landmænd i hele det Syd- og Sønderjyske område samt Fyn og en del af Midtjylland – dels er en græsmark på hans egen landejendom lagt ud som forsøgsmark med græsparceller, hvor der er 15 forskellige økologiske græsblandinger i forsøg.
- Økologisk grovfoder indenfor græs og majs er min stærke side – især græs, forklarer Carsten Sørensen, der er kommet godt fra start og allerede har mange landmandskunder i sin rådgivningsvirksomhed, hvor han kan tilbyde mange års rådgivningserfaring:
- Jeg kan rådgive om sortsvalg indenfor økologi, hvor jeg jo kender de forskellige udbydere, og kan rådgive landmændene om sortsvalg for optimalt udbytte.
Stort udbyttepotentiale
Der ligger et stort uudnyttet udbyttepotentiale indenfor økologi. Og Carsten Sørensen tør godt sætte tal på:
- Indenfor de sidste 8 – 10 år er der ikke sket en udbyttefremgang indenfor økologisk planteavl. Der ligger et stort uudnyttet udbyttepotentiale, der kan ligge på mellem 10 – 25 procent.
Og netop konceptet med at vise rådgivningen i marken, tror Carsten Sørensen vil tiltale rigtig mange landmænd:
- Igennem en mere levende økologisk planteavlsrådgivning er det mit håb, at flere landmænd får lyst til at se hvor langt de kan nå med udbytterne, måske endda med en bedre økologisk kvalitet.