RÅDGIVNING: Den megen fokus på timepriser i landbrugsrådgivningen giver ikke overblik over hvad rådgivningen reelt koster. Det mener direktør i Landbrugsrådgivning Syd, Børge Sørensen, der mener at omsætning, årsværk og faktureringskrav skal inddrages for at give et reelt billede.
Prisen for landbrugsrådgivning er kommet i fokus i takt med at den økonomiske krise har ramt landbruget. Mange rådgivninger har igen i år meldt ud med ingen prisstigninger og flere har endda nedsat timeprisen på rådgivning.
Men det er langt fra nok at se på timeprisen, hvis man som landbrugskunde ønsker at få et reelt billede af prisen på landbrugsrådgivning, og måske ønsker at sammenligne.
Det mener i hvert fald direktør i Landbrugsrådgivning Syd, LRS, Børge Sørensen, der som reaktion på de mange udmeldinger om stagnerende og faldende rådgivningspriser, mener man er nødt til at se på flere forhold, for at fastslå, om én rådgivning er for dyr sammenlignet med andre rådgivningscentres.
- Det gør man ved at tage virksomhedens omsætning og dividere med antallet af årsværk. Det tal giver den nødvendige indtjening pr. medarbejder for at LRS rammer et nul, forklarer Børge Sørensen, der mener at indtjeningskravet omkring fakturerede timer pr. medarbejder i LRS, dermed ligger 15 – 25 procent under mange andre konkurrenters. Altså er faktureringskrav og startpris mindst lige så vigtige som den officielle timepris.
Han tilføjer, at LRS´ konkurrencedygtighed ligeledes understøttes af lave omkostninger til husleje, administration og ledelse, da det meste er lagt ud til den enkelte rådgiver.