MESSE: De høje afregningspriser og mange underholdningsindslag var med til at løfte stemningen, da 2300 fagfolk var til juletræsmesse i Langesøskoven i forrige uge.
Mens der på dyrskuer og andre landbrugsudstillinger de seneste år har manglet købelyst på standene, var der en helt anderledes løftet stemning ved den traditionsrige juletræsmesse på Langesø Gods forleden.
Til akkompagnement af Jacob Haugaard fra »orange scene«, hyggemusik fra flere stande og underholdning af Danmarks dygtigste boldkunster blev der på standene serveret pandekager, øl og kaffe til de over 2300 fagfolk, som var kommet fra nær og fjern.
- Vi oplever hvert år en stor interesse, men lige nu kan vi slet ikke følge med, lød det fra en travl indehaver af firmaet Jutek fra Nymark på Nordfyn, som tilbyder specialmaskiner til juletræsproduktion.
- Alle maskiner her er solgt, og vi har ordrer til mindst et halvt år frem, fortalte Jørgen Kæhlershøj på den store stand, hvor mange af virksomhedens 17 medarbejdere også var travlt beskæftiget.
Høje priser
Årsagen til den store interesse skal findes i branchens aktuelle opgangstider.
- Priserne, som årets produktion afregnes til, er høje og bedre end sidste år. Køberne fra hele Europa er her i dag, og der er godt gang i handlen. Frostskader især i det centrale Tyskland og Østrig giver mangel på juletræer i år. Derfor vil man sikre sig træerne til jul allerede nu, lød det fra direktøren i Dansk Juletræsdyrkerforening, Kaj Østergaard.
Han vurderede, at 20-30 procent af den danske produktion er afsat, og mange flere partier er sikker blevet handlet på eller i dagene omkring den traditionelle fagmesse på det fynske gods.
Verdens største
Også den danske juletræsproduktion er ramt af de hårde frostgrader i vinter. Således var der forventet 200-300.000 flere træer i år, men tallet bliver nok snarere 100.000 juletræer.
Men med en årlig produktion på 10 millioner træer er Danmark fortsat langt den største producent på verdensplan. Og alt tyder på, at tallet vil vokse i de kommende år.
- Interessen er stor, ikke mindst fordi afkastet pr. hektar med de nuværende priser ligger helt oppe på 15.000 kroner. Men, frygter juletræsdirektøren, hvis ikke opsvinget fortsætter i det store potentielle marked i Østeuropa, så kan indtjeningen om ti år, når de mange nyplantninger er klar, ligge på et noget andet og lavere niveau.
I forbindelse med Langesømessen afviklede den genopstandne Dansk Sportshuggerklub det danske mesterskab i skovning. For tolvte gang vandt Ole Kjær fra Gram konkurrencen med motorsav i suveræn stil. På andenpladsen kom hans søn, Lasse Kjær, og bronzen gik til foreningens formand, Jacob Vibe, fra Knebel på Djursland. De tre deltager i september ved VM, som afvikles i Kroatien.
I forhold til VM-stævnet er dystes der i lidt andre discipliner ved danmarksmesterskabet – discipliner, som mere ligner dagligdagen i skovene. Men under alle omstændigheder drejer det sig om præcision og hurtighed.
- Det er 14. gang, konkurrencen afvikles, men første gang, at den arrangeres i vor forenings regi, fortalte Jacob Vibe, der om morgenen – naturligvis stående i midt i Langesøskoven, af foreningens halve snes medlemmer blev genvalgt som formand i Dansk Sortshuggerklub.
Med reetableringen sidste år håber formanden på, at aktivitetsniveauet kan yderligere skærpes, og ikke mindst at flere skovarbejdere og folk med interesse for skovning melder sig ind i foreningen.