Rent eventyr i rødsvingel

Planteavler og svineproducent Hans Gæmelke, Norddjursland, har sjældent høstet så god en rødsvingel som i år.

- Det er en rigtig tung vare med mange frø, siger Hans Gæmelke fra planlageret på ejendommen Lundballegaard i Ørsted på den nordlige del af Djursland.

15 hektar rødsvingel er høstet, og der mangler nu kun de sidste 7. Det tegner rigtig godt.

- Det har aldrig været så godt at høste rødsvingel, siger planteavleren, der er femte generation på ejendommen, som han har drevet siden 1996.

Her er der planteavl på 375 hektar med vinterhvede, vinterbyg og vinterraps, vårbyg samt rødsvingel og rajgræs til frø til DLF Trifolium. Foruden planteavl er der 250 søer og opfedning af alle 6000 smågrise til slagt.

Tør vare
Rødsvinglen er høstet med en vandprocent på 14 og skal derfor kun tørres få procent ned til mellem 11 og 12 procent.

Det er ikke udsædvanligt, at rødsvinglen er høstet med en vandprocent på mellem 17 og 18, og nogle år har man været helt oppe over 20.

Rødsvinglen er modnet meget hurtigt i år på ejendommen på Norddjursland, der har hvedemarker næsten helt ned til Kattegat.

Den blomstrede den 23. juni, og Hans Gæmelke har som en tommelfingerregel, at så går der 35 dage, inden den er høstklar.

Sådan gik det ikke i år, hvor han kunne tærske en tung og tør afgrøde allerede i torsdags den 22. juli. Det er solen og varmen, der har været med til at fremskynde modningen, og planterne har ikke på noget tidspunkt lidt af vandmangel.

- Det har været et helt eventyr. Det har været skønt at høste rødsvingel i år, siger en glad planteavler, mens han kaster frø fra bunken op i luften.

De er så tunge, at de hurtigt falder ned igen, og der er ingen spor i luften efter tomme skaller.

Næste projekt er at skårlægge rapsen, inden der skal høstes vinterbyg i næste uge. Derefter går det slag i slag.

Læs også