UDSTILLINGSTID: Rene Søndergaard skal udstille til dyrskuet i Hurup. - Det skal der være tid til, mener han.
- Vi går op i dyrskuer, men holder det alligevel på et plan, hvor vi kan være med, siger Rene og Kaj Søndergaard, Højbogård i Hassing i syd Thy.
Sidste år vandt de besætningskonkurrencen for de sortbrogede i Thisted, og nu skal nogle af de samme køer med til Hurup. I alt er der tilmeldt otte køer og en kvie.
- Det er en rigtig god ide, når bedømmelserne til dyrskuet starter med besætningskonkurrencen. Det er den sjoveste konkurrence, specielt når de enkelte dyr endnu ikke er bedømt, mener Rene Søndergaard.
Han har overtaget gården og dermed også besætningen efter sin far Kaj Søndergaard, der har udstillet siden 1978 - både i Hurup og i Thisted.
- Han var blandt de første, der tog her fra Syd-Thy til Thisted i nord, smiler Rene Søndergaard.
Det var dengang der var mange besætninger til, og der blev holdt dyrskuer både på Mors, i Thisted og i Hurup.
Rene Søndergaard overtog gården i 2004.
- Så det er lige før, det er hans egne dyr, han udstiller, driller Kaj Søndergård.
De to har det godt sammen, og de hjælpes også ad til dyrskuerne.
Det er dejligt at være sammen med kollegaer til dyrskuet. Det er godt at kunne vise erhvervet frem - men det er også en sport, så der skal konkurrence til, mener Rene Søndergaard.
Derfor bliver der trænet med dyrene før skuet. Det er ikke bare lige at trække dem ud, mener han.
Generations-samarbejde
Far og søn arbejder tæt sammen, og Rene Søndergaard føler, han havde indflydelse før 2004, ligesom faderen har indflydelse nu. Men de to kan også diskutere.
- Han bestemmer. Jeg har lov til at udtale mig. Før var det omvendt, siger Kaj Søndergaard.
Men der bliver uden tvivl lyttet, og Rene Søndergaard sætter pris på at få tingene debatteret godt igennem med en så engageret en partner som faderen. Kaj Søndergaard er på efterløn, men nogle timer har han lov at hjælpe, og det gør han så. Hustruen Tina Søndergaard hjælper også. På den måde er det en rigtig familiebedrift, som de alle trives med.
Også samarbejdet med kollegaer og i erfa-gruppen er Rene Søndergaard glad for.
- Vi beholder ikke guldkornene for os selv. Kan vi lære af hinanden er det fint, understreger Rene Søndergaard, der heller ikke i denne tid vil spare på konsulenthjælp.
God størrelse
De 135 køer er økologiske, og mælken leveres til Thise. Det er familien rigtig glad for. De lagde om i 1998, men var ikke de første på egnen. Andre havde vist, hvor flotte kløvermarkerne kunne blive med en økologisk produktion. Og familien Søndergaard har aldrig fortrudt, at de lagde om til økologi.
- Det var også sjovt at prøve noget nyt efter 25 år som konventionel landmand, siger Kaj Søndergaard.
Selvom der er mere håndværk i økologien, ser Rene Søndergaard ikke de store forskelle. Den største forskel er, at man skal kunne tåle at se ukrudt i marken, er de to enige om.
For nogle år siden fik de installeret to Lely robotter. Den arbejdslettelse og arbejdsomlægning har de været utrolig glade for. Køerne malker 2,7 gange i døgnet, når de er på græs og 3,2 gange i døgnet om vinteren.
Køerne har en høj sundhedsstatus, og der er meget lidt yverbetændelse. Det tilskriver Rene Søndergaard for en stor del, at man gik fra dybstrøelse til sengebåse med sand, vel at mærke rigtigt kosand med små fine og runde korn.
- Og det sandet slider på udmugningsanlægget er hurtigt tjent ind på sundheden, mener Rene Søndergaard.
Størrelsen med de 135 passer Rene Søndergaard godt.
- Når vi kan overskue det hele, bliver hverdagen lidt sjovere, og der er overskud til andre ting også. Vi skal jo også være med i samfundet omkring os, mener han.
Avl
Kaj Søndergaard har altid brugt mange unge tyre i avlsarbejdet. Det gør Rene Søndergaard også.
- Der skulle jo gerne være en vis avlsfremgang i hver generation, og selvom der er en vis usikkerhed, så må man tage det med. Vi finder dem, der ser bedst ud og bruger gerne indkøbt sæd, siger Rene Søndergaard og tilføjer, at i de senere år er niveauet for ungtyre steget utrolig meget.
Køerne, der skal med til dyrskue, er efter Erik, O Zenith og Calano samt efter ungtyrene Globus, D Laen, D Eli, D Darum og D Expect.
Dyrskuer
Rene Søndergaard er glad for muligheden for at vise omverdenen sine dyr og landbruget i det hele taget på et dyrskue.
- Vi bliver nødt til at fortælle om os selv, så andre kan få øjnene op for, hvad vi går og laver. Det skal gøres med saglige argumenter. Der er jo ufattelig stor forskel på den måde, vi behandler jorden på og udnytter vore næringsstoffer fra 1980erne og til i dag, siger han og tilføjer:
- Limfjorden har jo aldrig haft det bedre end nu, og så er det vigtigt, vi ikke skal bøde for fortidens synder, så vi kommer så meget foran med regler, at vi slår for meget i stykker, mener han.
Landbruget tager meget tid for Rene Søndergaard, der har en enkelt medhjælper. Men der skal også være tid til andet, understreger han.
Det er blandt andet at have tid til dyrskuet.