Styr på kemien med nyt fylde- og vaskeudstyr
SPRØJTEUDSTYR: Sdr. Vinge Smedie har udviklet to nyheder indenfor sprøjteudstyr. Dels en transportabel og sammenklappelig PVC-fyldeplads og dels en mobil kemivogn og en renvandsbeholder.
Skærpede krav til sprøjtepåfyldning og rengøring af sprøjteudstyr har betydet, at landmændene skal til at se nærmere på, hvad de har og eventuelt skal ud og investere i af fylde- og vaskeudstyr til sprøjtemidler.
Hos Sdr. Vinge Smedie nær Ulstrup har indehaver Erik Lauritsen for tiden travlt med at få produceret de første eksemplarer af sine egne udviklede nyheder indenfor fylde- og vaskeudstyr indenfor sprøjtning og kemikalier. Det handler om en transportabel og sammenklappelig fyldeplads i PVC, samt en mobil kemifyldevogn samt en renvandsbeholder til ophæng.
Kemivognen er en lille transportabel vogn, der nærmest kan betegnes som en sækkevogn påmonteret kemiudstyr. Vognen har monteret en lynkobling på sprøjten – i modsætning til påmonteret kemifylder. Den kan bruges til flere forskellige sprøjter – der findes 10 forskellige samt 18 forskellige koblinger.
Kemivognen fås som vogn alene eller enten som 12V eller 220V. Og netop den enkle udformning af vognen er ikke tilfældig:
- Grundtanken er at landmanden ikke skal investere i mere end han har behov for, forklarer Erik Lauritsen.
Samme tankegang ligger bag udviklingen af den nye renvandsbeholder, der er til ophæng under sprøjten med 48 liter, vandhane, 3-vejshane og drevet af en 12V pumpe. Beholderen kan pumpe fra kemivognen og kan spule sprøjtetanken indvendig med en tankspuler, ligesom den kan vaske udvendig.
Mobil fyldeplads
Kravet om en fyldeplads til sprøjteudstyr og sprøjtemidler behøves ikke være en fast anlagt fyldeplads i beton. Hos Sdr. Vinge Smedie har Erik Lauritsen udviklet en transportabel og sammenklappelig fyldeplads på 12 kvadratmeter, der er udført i kraftig PVC-plast.
Ideen er ret enkel. En ramme monteret med en PVC-dug og stopklodser, der hvor traktoren med sprøjteudstyr eller sprøjtevogn bakkes til fyldepladsen, der med sin rammeform og kanter mest af alt ligner et fladt firkantet kar.
- Desuden medfølger der en pumpe til at føre spildt sprøjtemiddel tilbage til sprøjten, forklarer Erik Lauritsen, der fortæller at han har fået godkendt fyldepladsen af Miljøstyrelsen på en dispensation, der gør det muligt for ham at producere og sælge fyldeplads-karret, uden at andre kan kopiere ideen og sælge deres eventuelle fyldepladskar som godkendte.
- Samtidig må det kun benyttes af folk med sprøjtecertifikat, tilføjer Erik Lauritsen, der ikke lægger skjul på, at han er spædt på, hvordan den nye fyldeplads bliver modtaget ude hos landmændene.
Foreløbig har Forsøgscenteret i Foulum anskaffet sig et, samtidig med at Erik Lauritsen har allieret sig med forskellige konsulenter og rådgivere for at få dokumenteret den billige løsning på en sprøjteplads, der foruden fordelen ved at kunne flyttes rundt i forhold til en stationær anlagt plads – blot koster 7.500 kroner i anskaffelse. Se mere på www.sdrvingesmedie.dk.