Det kører bare med trillingehjul

MARKARBEJDE: Det giver en mere skånsom og behagelig kørsel, at traktoren er monteret med trillingehjul, oplever Kjeld Sondrup, Nibe.

Planteavler Kjeld Sondrup har tidligere haft problemer med såarbejdet på let jord, hvis der har været vådt.

Det problem er han nu blevet kvit. Den 140 hestekræfter stærke Claas Ares 696 RZ traktor er monteret med trillingehjul og trækker nu problemfrit den fire meter brede Väderstad Rapid såmaskine.

Han understreger, at selvom trillingehjulene gør det muligt at køre i tung og våd jord, så skal jorden naturligvis være tjenlig.

- Men vi kan ligeså godt gøre tingene mere skånsomt, når de nu skal gøres alligevel, siger han.

Planteavlssamarbejde
Det er en fordel, at traktor og såsæt er behageligt at køre med, for Kjeld Sondrup skal her i efteråret så 350 hektar. 180 af dem er hans egne, der drives med traditionel planteavl med korn og vinterraps.

Resten er naboens, og aftalen er den, at Kjeld Sondrup sår, mens naboen høster.

Kjeld Sondrup havde selv, som naboen, køer på ejendommen Jensminde, der ligger i den lille by Stavn ved Nibe, men de blev sat ud for fire år siden. Og det har han ikke fortrudt.

- Især ikke som tiderne er nu, lyder det fra planteavleren.

 
Flere af Kjeld Sondrups marker ligger utroligt smukt mellem skov og vand i et kuperet terræn ned mod Limfjorden i Nordjylland. Men skønheden har en pris.

Jordtypen varierer lige fra JB1 til JB12. Især på bakkerne er jorden let. Nu er jorden ved at være tør efter flere uger med høj solskin, men i våde perioder har Kjeld Sondrup problemer især på bakkerne.

- Traktoren efterlader dybe spor og svære strukturskader, fortæller han.

Men det er ikke kun marken, der har gavn af trillingehjulene. Dæktrykket er sat ned til fire PSI (0,3 bar) mod tidligere mellem fem og ti PSI (0,35-0,7 bar).

- Det lave dæktryk gør traktoren meget blødere at køre med. Jeg troede ellers, at trillingehjulene kun skulle sidde på, når det var absolut nødvendigt, men det er meget mere behageligt at køre med det lave dæktryk, fortæller Kjeld Sondrup.

Stor bredde
Han er dog nødt til at afmontere hjulene, når traktoren skal køre på vejen. Ellers er den med sine 4,60 meter for bred.

Heldigvis er de marker, der skal sås, placeret sådan, at det sjældent er nødvendigt at skulle på vej.

De to inderste hjul er sat sammen med en mellemring, og sidder med få centimeters mellemrum. Det yderste hjul er monteret med et almindeligt Malcolmsystem med klør og håndsving, og det betyder, at monteringen er knap så tæt.

Trillingehjulene er derfor 30 centimeter bredere end såmaskinen i hver side. Det betyder, at dækaftrykkene kan anes i såbeddet.

- Men det er til at leve med, for så er det også hurtigere at af- og påmontere det tredje hjul, siger Kjeld Sondrup.

Lav belastning på traktoren
Han vurderer også, at belastningen på traktoren med trillingehjulene er mindre, end hvis han kørte med et tungt såsæt med tvillingehjul på traktoren.

- Man ser flere, der gladelig kører med et to tons såsæt med tvillingehjul. Men med det her system skal traktoren ikke bære såmaskinen, der er bugseret, mener han og understreger, at trykket på liften er ganske lavt under arbejde, hvor såmaskinen også lægger sin vægt på mellempakkeren.

 

Læs også