Australsk harve til Hjallerup

MASKINER: Udformningen af den australske kædeharve Kelly Diamond Harrow gør, at den ikke bare kan, men faktisk skal, køre op til 15 kilometer i timen. Hjallerup Maskinforretning er nye forhandlere.

- Ved første øjekast ser den ikke ud af noget, men når den er foldet ud og kører i marken, så bliver man overbevist, siger sælger Michael Godiksen fra Hjallerup Maskinforretnings afdeling i Støvring.

Kommentaren knyttede han til maskinforretningens nye Kelly-harve, da den blev demonstreret for en flok lokale landmænd på »Dalsgaard« i Vokslev ved Nibe i Nordjylland.

Med hele15 kilometer i timen kørte den i en byg-stub.

- Den har en høj arbejdshastighed og skal op på den hastighed for at være effektiv. Det er en stor fordel rent kapacitetsmæssigt, siger Michael Godiksen om harven, der findes i en seks-, en ni- og en tolvmeters udgave.

Tolvmeters modellen fås dog ikke i Danmark endnu.

Billig i drift
Michael Godiksen er blevet oplyst, at traktoren ikke bruger mere end mellem 2 og 2,8 liter brændstof pr. hektar, når det er en Kelly-harve, der løber efter.

- En seksmeters harve kræver heller ikke mere end en traktor med 120 hestekræfter, fortæller sælger Ernst W. Hansen fra maskinforretningen, der også understreger, at tallerkenerne kan skiftes enkeltvis, fordi de hver især er et led i kæden.

Kædet sammen
Det specielle ved Kelly tallerkenharven er netop, at tallerkenerne er kædet sammen. Derfor hænger de løst i en bue, når harven transporteres, mens det er trykket fra traktorens hydraulik der gør, at kæden er strammet op under arbejde.

Et manometer viser trykket, som styres fra traktorsædet. Arbejdsdybden, der styres ved at justere kædens længde, går fra to til syv centimeter.

- Det er egentlig en ret simpel maskine, siger Michael Godiksen.

Vægten fra maskinen trykker tallerkenerne ned mod jorden. En meter kæde med tallerkener vejer 70 kilo.

Effektiv
Men letheden og dermed det lave brændstofforbrug går ikke ud over effektiviteten.

- Skråstillingen er meget aggressiv, siger Henrik Nielsen om de 43 grader vinklede kæder.

Det er ham, der lægger jord til demonstrationen, og han er selv ude i marken for at se harven i arbejde. Sammen med sin svigerfar driver han 450 hektar og producerer årligt 15.000 slagtesvin, efter at 500 søer er sat ud.

Henrik Nielsen konstaterer, at harven har løsnet jorden let, lavet et jævnt stykke arbejde og har dækket de kerner, der var tilbage.

På den måde er marken nu klar til nedfældning af gylle, Round Up og derefter grubbesåning af raps.

- Næste år skal der være hvede i fremavl her i marken, så det er en fordel, at vi kun vender jorden en gang. På den måde kan vi styre vinterbyggen, siger Henrik Nielsen, der ikke er i tvivl om, at Kelly-harven har klaret opgaven.

Fra Australien til Danmark
Selvom harven er ny i Danmark, så har den været kendt i mere end 25 år i Australien. Her så repræsentanter fra importøren KK Engineering, Alingåbro, harven og besluttede sig for at importere den til Danmark.

Hjallerup Maskinforretning med afdelinger i Hjallerup, Brønderslev og Støvring har netop fået forhandlingen. De kommer til at dække salget fra Midtjylland til Skagen, og er en ud af i alt tre forhandlere i Danmark.

Harven er endnu så ny på det danske marked, at der kun er solgt én til en dansk landmand – og det er i Slovakiet.

Læs også