25 procent af majsmarker ligger mere eller mindre ned, efter den voldsomme blæst og regn. Visse steder er majsene simpelthen er knækket midt over og i disse marker vil udbytterne være katastrofalt lave. Der er chance for, at de knækkede planter vil udvikle sideskud, men det er en ringe trøst for disse skud vil aldrig danne kolber og give udbytte.

I de marker, hvor majsene »bare« er bøjet og har lagt sig jævnt ned uden at knække, vurderer planteavlskonsulent Erik Helbo Bjergmark fra Sydvestjysk Landboforening, at de efterhånden vil vokse opad som normalt. Udbyttetabet er derfor knap så slemt i disse marker i forhold til de marker, hvor majsen er knækket og derfor har stoppet væksten.

- Det ser ud til at majsplanterne er knækket mere ned, hvor jorden har været fast. Det vil sige i foragre og lignende steder i marken. Forsøg fra 2000 til 2003 viste, at et fald i plantebestanden fra 90.000 til 70.000 planter kostede cirka 1.500 foderenheder per hektar, så en katastrofe bliver det ikke, forklarer Erik Helbo Bjergmark.

- Det er gået værst ud over de store majs, som er knækket midt over. Det betyder, at vi nedjusterer vores forventninger til majsudbytterne. En rigtig god mark, som den vi står i her, ville have givet over 14.000 foderenheder per hektar et normalt vækstår. Men stormen har knækket mellem 10 og 20 procent af planterne ned i denne mark, så udbyttet vil sandsynligvis kun blive 12.000 foderenheder her, fortæller Erik Helbo Bjergmark.

Efter en optælling beregnes mængden af knækkede planter og omfanget af stormskade i marken kan vurderes. Meldingerne fra forsikringsselskaberne er dog skuffende – der er ingen dækning på stormskade i majs.

Hvor stor skade der er sket i de marker, der bare er bøjet ned og som vil vokse videre, er svær at vurdere. Det kommer an på, hvor hurtigt majsplanterne ville rette sig op, hvilket vi vil se i de kommende uger. Der er ingen tvivl om, at der er store sortsforskelle på stormskader i majsen. Derfor vil Sydvestjysk Landboforening udsende et spørgeskema sammen med deres Afgrøde-Info for at få overblik over hvilke sorter, der i fremtiden kan klare en storm, som den vi så i sidste uge.

TEKST: JEB