Rekordkøer på Stokholmgård

(LANDBRUG FYN) Brødrene Lars og Ole Sørensen hædret for den første fynske SDM-ko med over 10.000 kg fedt+protein. Og for endnu en ko, som har rundet en livsydelse på 100.000 kg mælk.

De fleste besætningsejere har givet et sted i erindringen en ko, som har gjort noget specielt i besætningen. Hos brødrene Lars og Ole Sørensen på Stokholmgård i Trunderup ved Kværndrup findes der i SDM-besætningen flere specielle køer, men især én ko skal have opmærksomhed i øjeblikket.

Hubert-datteren nr. 289 blev for tre år siden hædret for at have produceret 100.000 kg mælk, og nu er hun hædret igen. Denne gang for en præstation, som ikke mange køer når, nemlig 10.000 kg fedt og protein i livsydelse. Det gør hende til den SDM-ko på Fyn med den højeste livsydelse i kg fedt og protein nogensinde.

På det kommende årsmøde i SDM - Dansk Holstein hædres koen også som en af kun fem SDM-køer i Danmark, der har rundet milepælen i 2006.

Men den 15-årige sortbrogede ko nr. 289 er ikke bare en ko, der kan producere mælk. Hendes afkom har også gjort sig bemærket. Især de to sidste år har en datterdatter vundet alt, hvad der er værd at vinde på Det Fynske Dyrskue. Der er tale om Stoneham-datteren nr. 1187. Hendes mor, datter af nr. 289, har ligeledes været modelko i Odense tilbage i 1999 og er i øvrigt stærkt på vej mod de 100.000 kg mælk.

Mange køer i den alder er skrøbelige og kræver særligt opsyn. Det gælder ikke nr. 289. Hun har nyligt foretaget et stort skift i staldsystem fra bindestald til løsdrift med robotter uden problemer.

Så nu går den gamle dame mod nye rekorder i den nye stald med foreløbig plads til 130 malkende køer, men hvor en yderligere udvidelse er forberedt.

Udover nr. 289 fik brødrene på Stokholmgård endnu en laurbærkrans, da de i forrige uge havde besøg af repræsentanter fra Avlsforeningen for SDM Fyn. De var til deres SDM-ko nr. 771 efter HMT Plus.

- Det er endnu en holdbar ko, der afspejler, hvilken type ko, der kan producere i mange år, nemlig gode lemmer, ikke for stor og et godt yver. Koen har på knap 10 år produceret de 100.000 kg mælk og er den tredje ko på Stokholmgård med den høje livstidsproduktion, fortæller SDM’s fynske avlskonsulent Claus Petersen, der sammen med den fynske avlsforenings formand Carsten Hedegaard foretog overrækkelserne.

Næste år bliver der anderledes stort rykind hos Lars og Ole Sørensen. I forbindelse med SDM - Dansk Holsteins årsmøde i 2007, som finder sted på Fyn, forventes et sted mellem 600 og 800 SDM-interesserede at melde deres ankomst til blandt andet at besøge besætningen på Stokholmgård.

Læs også