(EFFEKTIVT LANDBRUG)Landmænd og konsulenter kan igen sænke skuldrene. Overdragelse af betalingsrettigheder og enkeltbetalingsansøgningerne er indsendt - forhåbentlig uden fejl. Nu er det tid til refleksion, og kritikken er hård.
Seniorkonsulent Rune Munch-Andersen fra Patriotisk Selskab i Odense troede at mængden af administrativt arbejde toppede sidste år. Men efter færdiggørelsen af dette års skemaer om overdragelse af betalingsrettigheder og enkeltbetalingsansøgningerne, er han blevet klogere.
- Jeg har aldrig haft så travlt - nogen sinde. Jeg har på det seneste arbejdet 60 timer om ugen inklusiv weekender og det meste af påsken, siger Rune Munch-Andersen.
Han bakkes op af Dansk Landbrug:
- Det her er uacceptabelt og alt for kompliceret. Vi har på nuværende tidspunkt ikke styr på hvad der skyldes danske regler, og hvad EU er skyld i, men vi vil nu se på hvad der kan ændres til næste år, siger næstformand i Dansk Landbrug, Henrik Høegh.
Det er dog ikke nok for Rune Munch-Andersen. Konsekvenserne af den nye landbrugsreform har været store, og han føler sig svigtet. Både af de politikere og embedsmænd i EU, der gennemførte reformen men også af Dansk Landbrug, der har sovet i timen.
- Jeg tror egentlig ikke, at ledelsen i Dansk Landbrug har vidst, hvor bøvlet den nye landbrugsreform ville være at arbejde under, men som landbrugets øverste organisation kan man vel som et minimum forvente, at de sætter sig ind i tingene, og er synlige i debatten, siger Rune Munch-Andersen.
Kritikken bliver afvist af Henrik Høegh.
- Nu er det, man ser i et bakspejl jo altid klart, men oplevelserne giver da stof til eftertanke. Nu har vi fået nogle erfaringer, der gør, at vi bedre kan finde de steder, der skal forbedres, siger han.