Nyt fup-firma på banen

(LANDBRUG FYN) På selve valgdagen blev fynsk landmandspar ringet op af fup-firma, der tilbød overførsel til »Regionalt Register«.

Man kommer uvægerligt til at tænke på Olsen-Banden, hvor Egons aktioner altid var »timet og tilrettelagt«.

Historien er, at netop på valgdagen, tirsdag den 15. november, da der blandt andet skulle stemmes til de nye regioner, blev Lilly og Karl Jørgensen, der driver Besøgsbondegården i Rydskov ved Fjeldsted med lejrskoleophold og andre arrangementer for børn og voksne, ved 17-tiden ringet op af en, der præsenterede sig som Søren Hald fra »Regionalt Register«.

Han forklarede i telefonen, at familien Jørgensens hjemmeside og telefonnummer i forbindelse med nedlæggelsen af Fyns Amt og sammenlægningen med Sønderjylland skulle overflyttes til det nye regionale register. Den venlige mand lovede at gennemføre overflytningen for blot 785 kroner, hvis beløbet blev indbetalt på et girokort, som ville blive tilsendt.

Lilly Jørgensen, der havde taget telefonen, overlod derpå røret til sin mand, Karl, som sagde til opringeren, at han ikke kunne forstå, at man skulle betale for en overflytning, som man hverken havde hørt om eller bestemt. I øvrigt syntes han også, at det var mange penge.

- Det bevirkede et hurtigt afslag i prisen til 500 kroner, fortæller Karl Jørgensen. Men da jeg bad om adresse og telefonnummer og sagde, at jeg syntes, det lød som fup, blev røret knaldet på.

- Vi har tidligere været kontaktet af fup-firmaer, som for eksempel henvender sig til landbrug eller andre virksomheder, oplyser Lilly og Karl Jørgensen. Derfor henvendte vi os straks til kriminalpolitiet i Middelfart, som er opmærksom på sagen. Politiet vurderer, at det 4-cifrede telefonnummer, som vi fik besked på at ringe til vedrørende betalingen, er et kodenummer, men de må have flere opringninger, før de kan gøre noget ud af det.

Derfor advarer Lilly og Karl Jørgensen alle landmænd mod at »dumpe i« og betale penge til dette fup-firma - eller andre af slagsen. I stedet bør man straks kontakte politiet, som derved måske kan få mulighed for at sætte en stopper for denne utiltalende form for bondefangeri.

Læs også