Mandag var 90-årige Poul Petersen allerede kommet langt med høsten af sine 120 tønder land med vårbyg til fremavl af sorten Otira. Han kører selv mejetærskeren, en 13 fods Claas. Mandagen startede med at skifte en kniv.

- Jeg er selv smed, man skal jo holde pengene hjemme, siger landmanden, der igennem et langt landmandsliv har oplevet, hvor vigtig det er at holde fokus på økonomien.

- Byggen har givet 65 hektokilo i snit indtil nu. Det bedste korn bliver modent først. Men boniteten er også meget forskellig. Vi har hverken været på det dårlige jord eller på lerjorden endnu – det svinger meget. Man skal kende jorden her, men nu da jeg har drevet den i 60 år, mener jeg også, at jeg gør det, fortæller Poul Petersen.

Siden besætningen blev solgt i 1966 er gården blevet dyrket med fremavlsbyg. De sidste mange år med sorten Otira. Det er sket 40 år i træk nu, og det går fint.

- Otira er ikke så pæn, men den giver nogle gode kilo, selvom vi kunne avle vel så meget, dengang vi måtte give gødning nok. Da talte vi om 40 tønder pr. tønde land. Nu spiser byggen jo op hvert år, siger Poul Petersen, der fortæller, at han har en pæn kontrakt om dyrkning af fremavlsbyggen.

- Når der kun bliver dyrket byg af en sort, er den ren, fortæller landmanden.

- Men tiderne var bedre i 1950’erne. Dengang kunne vi lønne en arbejdsmand fra byen to en halv dag for en tønde korn. I dag koster det to tønder korn at lønne en medhjælp en time. Bytteforholdene er blevet så svære, mener den erfarne landmand.

- Idyllen går af landbruget, når økonomien er så dårlig, som den er i dag. Mange landbrug hakker så forfærdelig i det i dag, mener Poul Petersen.

Til november for 60 år siden kom Poul Petersen til Lemmergaard i Vester Hjermitslev i Vendsyssel. Manden var død, og enken søgte en bestyrer.

- Det var dengang i 1945 den største gård på egnen, nu er det ved at være en af de mindste, fortæller ansøgeren, der kun ville blive et års tid.

- Der var 33 ansøgere, og jeg var ikke særlig interesseret. Bygningerne var velholdte men meget forældede, så jeg forlangte en høj løn, fortæller Poul Petersen, der tidligere havde været på Søndre Elkjær, Tjele og Asdalgård.

- Men jeg fik stillingen. Det første år gav et stort underskud. Fru Lemmergaard ville gerne have mig til at blive, men hun kunne ikke tage flere år med underskud i den størrelse, så jeg foreslog, at hvis næste år også blev med underskud, skulle jeg ikke have løn. Men året efter gav det – det skal jeg lige love, fortæller en stolt og glad Poul Petersen.

- Man skal lige tænke sig om, hvordan det skal skæres, og hvordan forholdene er. Så siden er det gået godt. Vi begyndte snart at bygge - ny kostald til 45 køer, ny svinestald til 500 grise, ny lade og nyt maskinhus. Og vi kunne lave pengene, næsten som vi byggede til. I dag falder priserne, og de unge skal ud at låne.

- Det var flot, når vi kørte ud med 5 spand heste, men vi var de første, der fik traktor her på egnen. Det var i 1946, vi fik en Ford med 30 hestekræfter fra PedersHaab Maskinfabrik i Brønderslev. Det var den største traktor, de havde dengang. Der var 125 i kø for at få traktor, men vi fik den første.

- Og så kunne vi bytte maskiner hele tiden. Det var der penge til engang, nu er det billede fuldstændig vendt, fortæller landmanden, der de første 25 år var bestyrer, herefter har han været forpagter.

- Allerede i 1959 fik vi mejetærsker. Vi var de første på egnen, og vi fik den største Claas med 8½ fod skærebord. Nu har vi en på 13 fod – så det er en lille maskine, vi har i dag.

- I gamle dage havde vi altid lange arbejdsdage. I dag kan jeg, når det ikke er høst, sove længe. Så sover jeg nogen gange til klokken 7 halv 8, men ikke her i høst, så starter jeg ved halv 7-tiden i tørreriet og fortsætter, til duggen falder, fortæller den 90-årige og særdeles aktive landmand, der har en drøm om engang at komme til Norge i en fjeldhytte i et par måneder og fiske. Der er så god ro deroppe, mener han, men det skal ikke være endnu.