Farvel efter fyrre år for fynsk landbrug

(LANDBRUG FYN) Jeg har altid været glad for mit arbejde, og jeg har hele mit liv forsøgt at sige min mening, siger planteavlskonsulent Niels Kjeld Dalsgaard, som nu går på pension.

- Det har været et arbejdsliv fyldt med masser af gode oplevelser. Men selvfølgelig har der også været trælse oplevelser, når det af en eller anden grund er gået dem, jeg har arbejdet for, dårligt. Men jeg kan med sindsro sige, at jeg ikke en eneste dag har været træt af at skulle på arbejde.

- Jeg vil benytte lejligheden til at sige tak til mine kolleger gennem årene for et godt og tillidsfuldt samarbejde. Tak til bestyrelser og udvalg for den værdifulde opbakning, jeg har mødt gennem årene. Og tak til medlemmerne, som jeg har arbejdet for. Tak for de år, jeg har fået lov at være med. De har været spændende og udbytterige for mig. Jeg håber, jeg har gjort nytte.

Det siger planteavlskonsulent Niels Kjeld Dalsgaard, LandboFyn, i anledning af, dels at han den 1. april kunne fejre 40 års jubilæum som fynsk planteavlskonsulent - og dels at han, der fyldte 67 år den 28. marts, har besluttet at gå på pension med udgangen af maj. I forbindelse med ferieafvikling m.v. betyder det, at han har sin sidste arbejdsdag på LandboFyn i morgen, tirsdag den 20. april.

- Jeg har altid været glad for mit arbejde, og jeg har hele mit liv forsøgt at sige min mening, bemærker Dalsgaard, der ikke ønskede nogen markering af sit 40 års jubilæum, men som gerne i en snak »bagefter« vil sige noget om landbrugets situation før, nu og i fremtiden.

- Hvad mener du om den megen snak om landbrugets ulovlige overproduktion af svin?

- Først vil jeg slå fast, at landmænd, ligesom alle andre borgere, skal overholde landets love og bestemmelser. Og, påpeger Dalsgaard, det er min erfaring gennem et langt arbejdsliv for landmændene, at det gør de også. Ikke sådan at forstå, at der aldrig sker fejl eller overtrædelser. Men generelt er landmænd meget lovlydige.

- Det er nu heller ikke særlig let. Vi skal huske på, at tilladelser til produktion ikke er noget entydigt. Man skal både overholde antallet af dyr og dyreenheder, hvilket er meget godt. Men når man så samtidig opererer med to-tre forskellige dyreenhedsbegreber - og at for eksempel det forhold, at slagteriet hæver vægtgrænsen med to kilo, ændrer på antallet af producerede dyreenheder - så kan der hurtigt blive en mindre difference.

- De tilladelser, der er på den enkelte ejendom, er i øvrigt ofte noget tilfældige, fortsætter Dalsgaard. De beror jo mange gange på, hvad den tilsynsførende fra kommunen - mere eller mindre tilfældigt - fik registreret ved sit sidste kontrolbesøg, hvilket langt fra altid har været særligt dækkende.

- Det er bestemt ikke et emne, der har været meget fokus på indtil for et par år siden. Når vi så pludselig ser nogle »store« sager om overproduktion blæst op i pressen - og landmænd og deres familie hængt ud med navns nævnelse - så kan mine nakkehår godt rejse sig.

- Jeg kan godt forstå, at naturfredningsforeningen deltager med fuld musik. De ser formentlig en mulighed for at holde på en stadig vigende medlemsskare. Men, understreger Dalsgaard, jeg bliver ærlig talt både skuffet og frustreret, når landboforeningsformænd, slagteriformænd og andre, der burde vide bedre, i en grad som de har gjort i den senere tid, deltager i »folkets domstol« og dømmer deres kolleger, inden disse hverken er tiltalt eller dømt for noget som helst.

- Jeg ved godt, at de ikke har sat navne på. Men når det nu lige står på samme side i avisen, og journalisten har spurgt i forbindelse med »sagen«, så kan man næppe undgå at føle sig ramt!

- Det er en meget ubehagelig oplevelse for en landmand og hans familie at blive hængt ud som miljøsynder i pressen. I en sådan situation synes jeg, det ville klæde både hans kolleger og landbrugslederne, hvis de bakkede op om ham og ventede med fordømmelserne, indtil man vidste, om der overhovedet var noget om snakken.

- Der er efter min opfattelse ingen grund til at gå i panik, fordi nogle interesseorganisationer og pressen pludselig begynder at jagte en eller anden sag. Det viser sig jo i langt de fleste sager, at der er intet eller meget lidt kød på dem.

- Da jeg startede i Baag Herreds Landboforening i 1964, havde stort set alle landbrug både køer og grise. I dag har man enten køer eller grise - og nogle få har ingen af delene.

- Antallet af ejendomme er reduceret til en trediedel i løbet af de 40 år. Samtidig er høstudbytterne nærmest fordoblet - trods utallige indgreb i form af bestemmelser om anvendelse af gødning, kemikalier m.v.

- I begyndelsen af 1960’erne begyndte de enkimede roefrø at dukke op, og man begyndte så småt at sprøjte mod ukrudt i roerne. Det var en af de rigtig store opgaver i 60’erne og begyndelsen af 70’erne.

- Mit arbejde er også forandret meget. Da jeg startede for 40 år siden, var der på mit skrivebord en blyant og en fyldepen. Kuglepennen var kun på vej. Der var ingen elektrisk regnemaskine og ikke noget med edb. I dag er skrivebordet udstyret med alle mulige maskiner, og pc’en er vort vigtigste arbejdsredskab.

- En gødningsplan var noget med et stykke A4 papir, som man udfyldte over kaffebordet ude på de enkelte gårde. I dag er det en kompliceret sag på mange sider, hvoraf hovedparten er til ære for myndighederne.

- Dengang gjaldt det om at optimere udbyttet, det vil sige bruge den mængde gødning, der var økonomisk optimal. I dag styres mængden af lovgivningen.

- Dengang besøgte vi landmændene meget mere, end man gør i dag - for at se på plantesygdomme, skadedyrsangreb og ukrudt. Når folk dengang spurgte om noget, var det altid noget, vi vidste. I dag ved landmændene så meget selv, at de kun ringer efter os, når det er noget, vi heller ikke ved, smiler Dalsgaard.

- EU har haft voldsom indflydelse på landbruget - og dermed på mit arbejde gennem årene, konstaterer Dalsgaard.

- Da kom med i 1973, kom der kæmpe prisstigninger på især kornet. Mange landmænd troede åbenbart, at de kunne klare sig med lidt planteavl, så de solgte køerne og lavede et sædskifte, der hed: Byg, hvede, roer, Mallorca. Glæden blev dog kort, men det lykkedes en god del landmænd at bringe sig i en meget dårlig økonomisk situation.

- Her og nu er det EU’s landbrugsreform, der brænder på. Og østudvidelsen, som træder i kraft 1. maj. Reformen er vedtaget, men gennemførelsesbeslutningen er ikke vedtaget i Danmark. Det er irriterende. Det ville være dejligt med nogle datoer, så vi vidste, hvad vi havde at forholde os til.

- 2005 er det sidste år, vi dyrker sukkerroer efter den nuværende ordning. Fremover må vi nok forudse en kvotereduktion, en prisnedsættelse - og hektarstøtte som kompensation.

- Oppositionen har tvunget regeringen til at foreslå, at sukkerordningen i EU skulle liberaliseres. Der er heldigvis ikke nogen af de andre lande, der er så tåbelige. Så det bliver forhåbentlig ikke til noget. Det ville de fattigste lande også være kede af.

- Den afkobling af støtten, som er et led i EU-reformen, vil for alle de landmænd uden kvæg betyde meget lidt. De vil stort set ikke mærke det - når forpagtningsaftalerne bliver justeret på en fornuftig måde. Men for kvægbrugerne kan der blive nogle problemer, som vil være svære at løse.

- Østudvidelsen er jeg ikke bekymret for. Jeg er sikker på, at det større marked vil være en fordel for os. I første omgang kommer det til at koste os nogle penge. Men det er også et led i at skabe et fredeligere Europa - en fredeligere verden. Vi kan ikke beholde et underudviklet Østeuropa lige uden for vores dør.

Niels Kjeld Dalsgaard er født i Humble på Langeland. Efter at være blevet agronom i 1962 var han i to år planteavlsassistent i Århus Amts landøkonomiske Selskab. 1. april 1964 kom han til Ebberup til Baag Herreds Landboforening, hvor han året efter overtog planteavlsområdet og i 1971 blev sekretær for foreningen.

Da Vestfyns Landbocenter i Årup blev etableret i 1986 i et samarbejde mellem de tre daværende landboforeninger på Vestfyn, blev Dalsgaard centerleder, og da de tre foreninger i 1991 fusionerede til Vestfyns Landboforening, blev han tillige leder af planteavlsafdelingen og sekretær for den nye forening.

1. januar 2001 oprettedes Landbrugsrådgivningen NordVestfyn - et I/S mellem Nordfyns og Vestfyns landboforeninger. Samarbejdet mundede ud i sammenlægningen af de to foreninger til LandboFyn og opførelsen af det nye landbocenter i Vissenbjerg, hvor man flyttede ind 1. december 2002.

Efter sin pensionering glæder Dalsgaard sig til at få tid til at drive sit landbrug i Melby ved Assens. Og tid til at dyrke sine hobbies - først og fremmest jagt, badminton og bowling.

- Foreningsarbejdet har bragt mig meget tæt på skiftende bestyrelser og givet mig utrolig mange interessante opgaver og oplevelser, siger Dalsgaard. Det har været spændende at være med i - og have fået lov til at sætte sit lille præg på oprettelse af interessentskaber, foreningssammenlægninger og opførelsen af landbrugscentre.

- Og hvor har jeg brugt mange timer på at forsvare mine medlemmer over for hel- eller halvoffentlige væsener og myndigheder - ved ekspropriationer og erstatningssager.

- Hvad nåede du ikke som aktiv planteavlskonsulent?

- Jeg nåede desværre ikke at være med til at tage genteknologien i brug i planteavlen. Det er ærgerligt, for det kunne virkelig bringe meget store fremskridt i bekæmpelsen af sygdomme og ukrudt - og reducere vores kemikalieforbrug. Men det har frygt og uvidenhed desværre foreløbig sat en stopper for.

- Jeg nåede heller ikke at være med til at løse problematikken omkring gyllen. Jeg håber stadig, vi kan finde et system, der bevirker, at vi ikke skal transportere de meget store vandmængder rundt i det danske landskab - et system, der kan udskille næringsstofferne, så vi kan bruge dem og lade vandet løbe væk, slutter den nu snart forhenværende planteavlskonsulent, Niels Kjeld Dalsgaard.

Læs også