Ingen panik trods PMWS
(LANDBRUG FYN) Diagnosen for PMWS i svinestalden er rædselsfuld for en besætningsejer, men den rette driftsledelse kan gøre underværker, bekræfter resultaterne på Grønmosegård ved Brobyværk.
- Svineproduktionen er ramt af lav svinenotering og når der så dukker sygdomme op i besætningen, så påvirker det naturligvis stemningen, siger dyrlæge Erling Zachariassen, Tommerup, som kan være den nærmeste udefra til at iagttage situationen.
- Heldigvis er det også vores oplevelse, at når der bliver taget hånd om situationen, hos dem der passer besætningen, så kan det give bonus. Det er for eksempel sket i svinebesætningen på Grønmosegård i Allerup, hvor der i oktober blev konstateret PMWS i besætningen.
- Resultaterne for produktionen bekræfter, at trods påvisningen af PMWS, så kan der godt produceres omkring 30 grise pr. årsso, og det er ikke på grund af en veterinær indsats, men simpelthen hvad jeg vil kalde hyper management, fastslår dyrlæge Erling Zachariassen, som samtidig animerer til, at man ikke går i panik, da PMWS udarter sig forskelligt i de ramte besætninger.
Når der ikke er konkrete behandlingsmuligheder, så ser det ud som om, at det i kortere eller længere tid er vejen frem at få fjernet syge grise, ikke overlade noget til tilfældighederne, men koncentrere sig om godt landmandsskab, lyder dyrlægens parole.
Sammen med gemalen, Bjarne Simonsen, driver de Grønmosegård i Allerup ved Brobyværk, hvor der er en sobesætning med 360 søer og salg af cirka 10.000 smågrise. Markdriften omfatter 180 hektar.
Besætningen på Grønmosegård startede som SPF Blå og er aktuelt SPF plus mycoplasma, men har i øvrigt været forskånet for sygdomme. Lawsonia har været inde, men lungesygdomme og PRRS har hidtil været undgået, selv om det er i området.
Placeringen med mindst 600 meter til nærmeste besætning forekommer ideel. Bjarne Simonsen fortæller, at de startede i 1989 med udvidelse i 1996/97.
- Vores udfordring var søerne, hvor vi også opnår et godt dækningsbidrag, så det må vi fortsat gå efter. En afgørende faktor for de gode produktionsresultater må jeg tilskrive pigerne, siger Bjarne Simonsen, og mener dermed dels hustruen, der er halvtids i stalden, og deres svinefodermester, Ulla Jorck-Jorckston.
- Ligegladhed bør være et ukendt begreb, når det gælder arbejdet i stalden, som kræver interesserede, engagerede medarbejdere, pointerer Susanne Simonsen, som selv oprindelig var gartner, men valgte at lade de grønne fingre tage del i den hjemlige bedrift.
Desværre levner besætningsstørrelsen ikke plads til en elev, som det ellers kunne forekomme pigerne interessant at beskæftige sig med.
Siden juni 2000 har Ulla Jorck-Jorckston været svinefodermester på Grønmosegård, men forinden har hun gennemgået landmandsuddannelse på svinebrug siden 1992 og afsluttet med det grønne bevis fra Bygholm Landbrugsskole.
Dyrene hostede, og dyrlægens umiddelbare opfattelse var, at mycoplasmaen var blusset op, og der måtte igangsættes en kur til smågrisene.
Den videre observation førte imidlertid til, at der blev foretaget analyser, blod- og gødningsprøver samt forsendelse af fem smågrise til obduktion hos Danske Slagterier i Kjellerup.
- Med en diagnose på PMWS måtte vi videre derfra, og de praktiske foranstaltninger har primært været at etablere en ungsvinestald som sygestald. Sikre mere varme, godt foder og mere plads.
- Det er en situation, hvor det er vigtigt at have plads til at håndtere problemerne. Ingen smågrise må have lov at gemme sig, men tjek på tjek er dagsordenen, fremhæver svinefodermesteren.
Trods PMWS er det ifølge sidste E-kontrol lykkedes at opretholde en produktion på 27,8 grise pr årsso + gylt, hvor årets gennemsnit var på 28,8 grise. Et mærkbart, negativt resultat i E-kontrollen ses for smågrisenes dødelighed, der efter fravænning normalt lå omkring to procent, men med PMWS steg til fem procent.
- Den fodringsmetode tror vi på er med til at styre grisenes maver, som vi bedst kan ønske det, mener Bjarne Simonsen.
Han føler det bekræftet i den aktuelle situation, da nogle af smågrisene blev flyttet til en anden ejendom, hvor de fik indkøbt færdigfoder. Det voldte problemer med maverne, som først kom på rette køl, da der blev kørt hjemmeblandet tørfoder til.
- Trods diagnosen for PMWS har vores faste aftager af alle smågrise heldigvis ikke haft produktionsproblemer, og han opretholder fortsat 1.000 gram daglig tilvækst for slagtesvinene, konstaterer Bjarne Simonsen.
- Vi kan kun prise os lykkelige for, at uanset PMWS-diagnosen så er vi sluppet med skrækken. Det er på den anden side lektien om, at vi aldrig kan blive dygtige nok. Skærpet management og fokus på alt, og ALT med store bogstaver er nødvendigt, slår Bjarne Simonsen fast.