Fra afvikling til udvikling

Der findes tilbud, man ikke kan sige nej til. Dem fik svineproducent Knud Fischer Rasmussen, bedre kendt som Knud Lundager, Salby på Hindsholm, pludselig tre af indenfor en ganske kort tidsperiode.

Men først lidt historie: For nogle år siden bød han på 30 hektar jord ved Mesinge. Uden held. Hindsholm er ikke et område, hvor jorden »hænger på træerne«. Prisen er høj. Og når der er jord til salg, er der bud efter hver eneste kvadratmeter.

- Da det glippede med de 30 hektar ved Mesinge, indstillede jeg mig faktisk på en delvis afvikling af svineproduktionen frem mod 2014, hvor de nye regler om løsgående søer træder i kraft, fortæller Knud Lundager, der overtog fødegården Lundagergaard i 1983 og i de følgende år stille og roligt byggede svineproduktionen op fra 25 til 350 søer. Jordtilliggendet er på 35 hektar og 12 i forpagtning.

I 2002 sker der imidlertid noget. Naboejendommen, Kastelsgården, på 45 hektar bliver til salg. Knud Lundager køber gården, som han betegner som en drømmeejendom, og igangsætter 1. april 2003 byggeri af nye stalde på både Kastelsgården og Lundagergaard. 1.300 kvadratmeter til smågriseproduktion på Kastelsgården og 1.000 kvadratmeter til løsgående søer på fødegården Lundagergaard, hvor han bor sammen sin kone, Marianne, og deres to sønner, Emil på 17 og Kenneth på 10. Familien venter desuden tvillinger til februar!

Omkring 1. maj bliver der 42 hektar god jord til salg ved Måle. Knud Lundager har et tilbud i skuffen, men to dage før tilbuddet skal afgives, kommer der »flimmer på skærmen«. En anden nabo, som han gennem årene har leveret smågrise til, ønsker at stoppe produktionen og tilbyder at sælge sin ejendom på 70 hektar til Knud Lundager med overtagelse 15.7. 2003.

- Så står vi der. Vi kan ikke være 100 procent sikre på noget, så vi tager en lille diskussion i familien om, hvad vi skal. Tør vi lade Måle-stykket gå? Vi bliver enige om, at vi stadig mangler jord, så vi giver også tilbud på Måle-jorden, fortæller svineproducenten, som får Måle-stykket til overtagelse 1.10.2003.

Resultatet af de tre jord- og ejendomskøb er, at afviklingen frem mod 2014 er aflyst til fordel for en kraftig udvikling af bedriften, der nu omfatter 192 hektar ejet jord plus 32 hektar i forpagtning. Planen, når alle staldanlæg kører, som de skal, er 650 søer og produktion af 5.000 slagtesvin og 12.000-13.000 30 kg grise på årsbasis.

- Al jorden ligger samlet, så vi har fået en ideel bedrift. Alligevel vil jeg ikke sige, at købstilbuddene kom som sendt fra himlen. De kom hurtigere, end vi havde håbet. Og vi blev sat under et voldsomt pres, beretter Knud Lundager, der før jordkøbene var – som han selv udtrykker det - »trådt ud af risikogruppen«.

- Vi var så velkonsoliderede, at vi kunne køre frem til 2014 uden nogen som helst problemer. Nu sidder vi med en gældsprocent på over 100, siger svineproducenten, der ikke har den store lyst til at sætte kontante tal på sine investeringer. Men skyder man på et beløb på cirka 30 millioner kroner, lyder der ikke højlydte protester.

Investeringseksperter vil heller ikke sige, at Hindsholm-landmanden kaster sig ud i et hovedløst eksperiment. Statistikken for 2002 viser, at det er de største bedrifter, der klarer sig bedst. Samtidig har Knud Lundager over en 20-årig periode bevist, at han hører til blandt de allerbedste svineproducenter på landsplan, når det handler om at »producere« et godt dækningsbidrag.

Det gennemsnitlige dækningsbidrag for soholdere blev på 3.801 kroner i 2002. Den bedste fjerdedel opnåede et dækningsbidrag på 4.789 kroner, eller dobbelt så meget som den dårligste fjerdedel. Og Knud Lundager var med til at trække tingene i den rigtige retning. Hans dækningsbidrag blev på 5.967 kroner, eller næsten tre gange så meget som den ringeste fjerdedel.

- Men, understreger han, det høje dækningsbidrag hænger også sammen med, at jeg er hjemmeavler og hjemmeblander.

Og hvordan lyder opskriften så på et godt dækningsbidrag i svineproduktionen? Knud Lundager har flere svar. For eksempel lægger han ikke budgettet efter, hvad grisene måske kommer til at koste. Han foretrækker et nulpunktsbudget.

- Det med at gætte på priser, bliver man træt af. Et nulpunktsbudget kan man bruge til noget. Det spytter en pris ud, som fortæller mig, hvad grisene skal koste, for at jeg har nul i konsolidering. Ændrer smågriseprisen sig, ved jeg med det samme, om jeg kører med røde eller sorte tal, siger svineproducenten, som peger på en anden vigtig faktor for et godt resultat: Gode medarbejdere.

- Man kan ikke være alle steder selv hele tiden, så gode medarbejdere er et must. Ikke mindst i fremtiden, konstaterer Knud Lundager, som altid har kørt med høje lønudgifter og regner med at ansætte en mand mere end de nuværende fire - to driftsledere og to unge under uddannelse - når produktionen er oppe på fuldt tryk.

Hindsholm-landmanden fortæller følgende lille historie om betydningen af at have gode medarbejdere:

- På en ferie traf jeg en gang en jysk kvægbonde af den gammeldags skole. Han fortalte, at han indtil for nogle år siden selv gik og passede 110 køer plus 100 hektar jord. Desværre gik det kun en vej: ned ad bakke. Derfor blev han sat under administration af en gårdbestyrelse. Den ansatte en dygtig fodermester og sendte gårdejeren på ferie i 14 dage. Fra den dag gik det bare fremad. Og hans kone blev så glad, at han hvert år fik tildelt 14 dages ferie!

- Siden, jeg hørte den historie, har jeg aldrig været ked af at have meget medhjælp. Heller ikke selv om lønudgiften er høj. Det handler jo om, hvordan resultatet ser ud i den sidste ende, siger Knud Lundager, der konstaterer, at hans lønudgifter er høje. Men resultaterne ligger også i top.

I hverdagen spekulerer han ikke i svinepriser. Den tendens, der er med, at når griseprisen er høj, så falder effektiviteten, og når griseprisen er lav, så stiger effektiviteten, undrer ham.

- Det er det samme med at fyre folk, når prisen er i bund. Det resulterer gerne i, at der mangler grise, den dag prisen er der igen, siger Knud Lundager, der betragter det at bibeholde den nødvendige arbejdskraft er en investering i dårlige tider, som kan sidestilles med investeringen i nyt inventar eller en traktor.

Byggerierne, han har foretaget, er også traditionelle byggerier, som er energikrævende og forholdsvis dyre.

- Men, konstaterer han, de billigere løsninger har som regel en negativ side, så man alligevel kommer af med pengene. Det tyder også på, at traditionelle bedrifter har nemmere ved at tiltrække den gode arbejdskraft.

Spørger man Knud Lundager, hvordan, han tror, udsigterne for dansk svineproduktion kommer til at se ud fremover, svarer han:

- Jeg tror ikke noget. Det eneste, jeg stoler på, er, at vi har produceret grise i 20 år. Og det har været godt for os, siger svineproducenten, der heller ikke hænger sig meget i den kritik, som svineproduktionen i øjeblikket er udsat for.

- Det påvirker selvfølgelig. Men det er ikke noget, der optager mig meget. Et langt stykke hen ad vejen synes jeg, beskyldningerne er urimelige. Forbrugerne kræver mere og mere med hensyn til miljø og dyrevelfærd, men i butikkerne handler det om at få varerne så billigt som muligt, siger svineproducenten, som ikke desto mindre er enig i, at der skal gøres noget ved lugten fra staldene.

- Men, tilføjer han, jeg synes ikke, det rigtige er at arbejde med udsugningsluften. Fodermesteren og grisene skal også have gavn af forbedringerne. Så man skal arbejde med problemet inde i staldene. Det er der, løsningerne skal findes, mener han.

Og fremtiden?

Jo, der er en grund mere end de allerede nævnte til, at Knud Lundager er slået ind på udvikling i stedet for afvikling:

- Vores søn Emil uddanner sig til landmand, og det ser ud til, at han måske vil overtage bedriften. Det tillægger jeg ikke mere, end at jeg håber på det. For det er ikke noget venstrehåndsarbejde at overtage en bedrift som denne. Han skal brænde for det. Men det tror jeg også, at han gør.