Vejret, uduelige kontrollanter og italiensk mentalitet gør det umuligt at overholde EU’s mange regler, siger italiensk landmand
- Vi er her i området underlagt vejrforholdene, hvor det
ind imellem regner meget – især om vinteren, siger Alessandro Magoni, som er
ung landmand på den frugtbare Po-slette midt i Norditalien.
Han er ved at fortælle Effektivt Landbrug’s udsendte,
hvorfor det er umuligt for italienske landmænd at overholde de mange regler og
forbud, som vedtages i EU.
- Yderligere fungerer de lokale myndigheder dårligt, og
kontrollanterne ved ikke nok om forholdene, siger han. Og endeligt ligger det
ikke til den italienske mentalitet med alle de regler, understreger han.
- I Tyskland og Nordeuropa er I mere ens og kan lettere
følge faste regler, som også er lavet til jeres forhold. Sådanne regler er
vanskelige eller umulige at følge for os landmænd i Sydeuropa.
Fuldtidsarbejdende familie
Alessandro Magoni er en ung, effektiv landmand på 32 år,
som sammen med sin far, to onkler og en fætter driver slægtsgården på godt 350
hektar god landbrugsjord med to malkekvægsbesætninger og en svinebesætning.
- Vores landbrug er fordelt på flere ejendomme og – som
det er typisk for italiensk landbrug – så er hele familien fuldtidsbeskæftiget
på vores gårde, fortæller han, mens vi går rundt og ser den største af
ejendommene.
- Denne gård har vi dog langtidsforpagtet af den familie,
der bor i gårdens hovedbygning. Her er cirka 100 hektar og en kvægbesætning på
160 køer i ret moderne malkestalde.
Alessandro har taget en landbrugsuddannelse på en
landbrugsskole nær Brescia, som ligger tæt på ejendommen. Han har haft lidt
praktik i udlandet, men ellers har han arbejdet hjemme på familiens landbrug
hele sit liv, og er nu ejer af én af familiens gårde.
Hørt rygter om betaling
Han forstår ikke spørgsmålet, da vi spørger, hvad han har
betalt for at blive ejer af gården. Så vi må forklare ham, at i Danmark betales
gårde med udgangspunkt i almindelig handelsværdi også ved familiehandler.
- Jeg har hørt rygter om, at i Holland og altså også i
Danmark betaler man sin far for at overtage familiens landbrug. Det har vi
meget vanskeligt ved at forstå hvorfor. Her i Italien får vi blot vores navn på
skødet, og så er det det. Kun hvis der er sønner i familien, som ikke ønsker
deres part af gården, skal man købe deres part.
Hvad hvis det er døtre i familien, spørger vi lidt naivt.
- Piger i Italien bliver ikke landmænd, siger Alessandro.
Det er bare ikke feminint nok til italiensk mentalitet. Piger på landet bliver
i huset og passer familien. Så døtre sælger ofte deres part af familiegården eller
gifter sig med en landmand, og lader ham fortsætte.
Meget forsinket majshøst
Familien Magonis landbrug drives primært med grovfoder til
deres to kvægbesætninger. Majs er klart hovedafgrøden og derudover lucerne,
rajgræs og vintersæd.
- Majshøsten er meget forsinket i år, fortæller
Alessandro, mens vi går ad den vandfyldte og smattede markvej med meterhøj majs
ved begge sider.
- Vi er nok en måned til halvanden efter den normale høst,
som starter midt i august og fylder september. Det har bare regnet hele tiden,
og så kan vi vanskeligt køre, da jorden er svær, tung og fedtet.
- Alene i denne uge er der her (torsdag) kommet over 50 mm
regn, sukker han. Og vi har stort set ikke fået taget noget af majsen. Fra
november og i vintermånederne frem til marts regner det næsten uafbrudt her i
Po-dalen. Så vinteren er på en måde kommet tidligt i år.
Det er ved at presse på, at de skal have fyldt siloerne op
med majsensilage.
- Vi kan nok maksimalt vente 20 dage endnu, siger han
bekymret.
- Vi forventer, at udbyttet i majsfoderenheden bliver
halveret og kvaliteten af grovfoderet dårlig.
Der dyrkes også en del majs til de mange biogasanlæg, som
er etableret også i Norditalien i de senere år.
- Det har samme omfang her, som biogas har i Tyskland,
fortæller Alessandro.
Gas fra Rusland
Et stykke ude af den opkørte markvej – midt i den endeløse
majsmark – dukker en kæmpe rørledning op oven på jorden med gravemaskiner
omkring.
- Vi har fået glæde af, at få et godt stykke af en ny,
stor gasrørledning fra Rusland og frem til Milano lige på tværs af vores
marker, fortæller Alessandro. Vi får en erstatning, men den er ikke særlig
stor. Det er ok for mig, da gasledningen er til gavn for hele det italienske
samfund.
Han fortæller, at forud for, at gravemaskinerne begynder
deres arbejde, kommer der et specialhold af bombeeksperter, som gennemarbejder
jordlagene for miner og bomber fra 2. verdenskrig.
- Vi finder stadig sådanne sprængfarlige sager rundt i
vores jord. Under krigen havde det italienske militær en lufthavn ikke langt
herfra, og der blev kastet utallige bomber ned over området.
Krig og fascisme
Alle mænd i Alessandros familie var med som soldater i 2.
verdenskrig. I de år måtte familiens kvinder gøre alt landbrugsarbejdet.
- På et tidspunkt under krigen hentede hæren alle vores
husdyr. De havde behov for kød til soldaterne. Så vi mistede hele vores
besætning.
Oprindeligt blev familiefarmen startet i år 1900, men i
1924 flyttede familien fra gården i Italien og til Frankrig. De var efter
første verdenskrig nødt til at tage arbejde, og det kunne man få i Frankrig,
hvor de blev frem til 1929. Så kom fascismen i Italien og skabte så gode
forhold for landbruget, at familien flyttede tilbage til deres ejendom.
Siden har de udvidet bedriften, og i dag er de fem
mandlige familiemedlemmer om at eje gårdene med tilhørende maskiner og dyr.
En tilfreds landmand
Alessandro er gift og har to børn. Han er glad for at være
landmand på familiebedriften, hvor de alle hjælper hinanden. En fætter, der
også er med i bedriften, bor tæt på. Typisk bor man dog ikke på gården, selv om
man ejer den.
- Jeg er nok en tilfreds landmand, siger han. Men
dagligdagen er blevet hård af al det bureaukrati og kontrol. Det er jeg sur
over.
Han er grundlæggende ikke mod EU, men de italienske
politikere gør det for dårligt i det europæiske forum, mener han.
- Det værste, vi har fået, er dog euroen, slutter han
vredt. Den har ødelagt så meget både for Italien og især det italienske
landbrug.