Som italiensk landmand kan man ikke holde EU’s regler

- Vi er her i området underlagt vejrforholdene, hvor det ind imellem regner meget – især om vinteren, siger Alessandro Magoni, som er ung landmand på den frugtbare Po-slette midt i Norditalien.

Han er ved at fortælle Effektivt Landbrug’s udsendte, hvorfor det er umuligt for italienske landmænd at overholde de mange regler og forbud, som vedtages i EU.

- Yderligere fungerer de lokale myndigheder dårligt, og kontrollanterne ved ikke nok om forholdene, siger han. Og endeligt ligger det ikke til den italienske mentalitet med alle de regler, understreger han.

- I Tyskland og Nordeuropa er I mere ens og kan lettere følge faste regler, som også er lavet til jeres forhold. Sådanne regler er vanskelige eller umulige at følge for os landmænd i Sydeuropa.

Fuldtidsarbejdende familie

Alessandro Magoni er en ung, effektiv landmand på 32 år, som sammen med sin far, to onkler og en fætter driver slægtsgården på godt 350 hektar god landbrugsjord med to malkekvægsbesætninger og en svinebesætning.

- Vores landbrug er fordelt på flere ejendomme og – som det er typisk for italiensk landbrug – så er hele familien fuldtidsbeskæftiget på vores gårde, fortæller han, mens vi går rundt og ser den største af ejendommene.

- Denne gård har vi dog langtidsforpagtet af den familie, der bor i gårdens hovedbygning. Her er cirka 100 hektar og en kvægbesætning på 160 køer i ret moderne malkestalde.

Alessandro har taget en landbrugsuddannelse på en landbrugsskole nær Brescia, som ligger tæt på ejendommen. Han har haft lidt praktik i udlandet, men ellers har han arbejdet hjemme på familiens landbrug hele sit liv, og er nu ejer af én af familiens gårde.

Hørt rygter om betaling

Han forstår ikke spørgsmålet, da vi spørger, hvad han har betalt for at blive ejer af gården. Så vi må forklare ham, at i Danmark betales gårde med udgangspunkt i almindelig handelsværdi også ved familiehandler.

- Jeg har hørt rygter om, at i Holland og altså også i Danmark betaler man sin far for at overtage familiens landbrug. Det har vi meget vanskeligt ved at forstå hvorfor. Her i Italien får vi blot vores navn på skødet, og så er det det. Kun hvis der er sønner i familien, som ikke ønsker deres part af gården, skal man købe deres part.

Hvad hvis det er døtre i familien, spørger vi lidt naivt.

- Piger i Italien bliver ikke landmænd, siger Alessandro. Det er bare ikke feminint nok til italiensk mentalitet. Piger på landet bliver i huset og passer familien. Så døtre sælger ofte deres part af familiegården eller gifter sig med en landmand, og lader ham fortsætte.

Meget forsinket majshøst

Familien Magonis landbrug drives primært med grovfoder til deres to kvægbesætninger. Majs er klart hovedafgrøden og derudover lucerne, rajgræs og vintersæd.

- Majshøsten er meget forsinket i år, fortæller Alessandro, mens vi går ad den vandfyldte og smattede markvej med meterhøj majs ved begge sider.

- Vi er nok en måned til halvanden efter den normale høst, som starter midt i august og fylder september. Det har bare regnet hele tiden, og så kan vi vanskeligt køre, da jorden er svær, tung og fedtet.

- Alene i denne uge er der her (torsdag) kommet over 50 mm regn, sukker han. Og vi har stort set ikke fået taget noget af majsen. Fra november og i vintermånederne frem til marts regner det næsten uafbrudt her i Po-dalen. Så vinteren er på en måde kommet tidligt i år.

Det er ved at presse på, at de skal have fyldt siloerne op med majsensilage.

- Vi kan nok maksimalt vente 20 dage endnu, siger han bekymret.

- Vi forventer, at udbyttet i majsfoderenheden bliver halveret og kvaliteten af grovfoderet dårlig.

Der dyrkes også en del majs til de mange biogasanlæg, som er etableret også i Norditalien i de senere år.

- Det har samme omfang her, som biogas har i Tyskland, fortæller Alessandro.

Gas fra Rusland

Et stykke ude af den opkørte markvej – midt i den endeløse majsmark – dukker en kæmpe rørledning op oven på jorden med gravemaskiner omkring.

- Vi har fået glæde af, at få et godt stykke af en ny, stor gasrørledning fra Rusland og frem til Milano lige på tværs af vores marker, fortæller Alessandro. Vi får en erstatning, men den er ikke særlig stor. Det er ok for mig, da gasledningen er til gavn for hele det italienske samfund.

Han fortæller, at forud for, at gravemaskinerne begynder deres arbejde, kommer der et specialhold af bombeeksperter, som gennemarbejder jordlagene for miner og bomber fra 2. verdenskrig.

- Vi finder stadig sådanne sprængfarlige sager rundt i vores jord. Under krigen havde det italienske militær en lufthavn ikke langt herfra, og der blev kastet utallige bomber ned over området.

Krig og fascisme

Alle mænd i Alessandros familie var med som soldater i 2. verdenskrig. I de år måtte familiens kvinder gøre alt landbrugsarbejdet.

- På et tidspunkt under krigen hentede hæren alle vores husdyr. De havde behov for kød til soldaterne. Så vi mistede hele vores besætning.

Oprindeligt blev familiefarmen startet i år 1900, men i 1924 flyttede familien fra gården i Italien og til Frankrig. De var efter første verdenskrig nødt til at tage arbejde, og det kunne man få i Frankrig, hvor de blev frem til 1929. Så kom fascismen i Italien og skabte så gode forhold for landbruget, at familien flyttede tilbage til deres ejendom.

Siden har de udvidet bedriften, og i dag er de fem mandlige familiemedlemmer om at eje gårdene med tilhørende maskiner og dyr.

En tilfreds landmand

Alessandro er gift og har to børn. Han er glad for at være landmand på familiebedriften, hvor de alle hjælper hinanden. En fætter, der også er med i bedriften, bor tæt på. Typisk bor man dog ikke på gården, selv om man ejer den.

- Jeg er nok en tilfreds landmand, siger han. Men dagligdagen er blevet hård af al det bureaukrati og kontrol. Det er jeg sur over.

Han er grundlæggende ikke mod EU, men de italienske politikere gør det for dårligt i det europæiske forum, mener han.

- Det værste, vi har fået, er dog euroen, slutter han vredt. Den har ødelagt så meget både for Italien og især det italienske landbrug.