Der er ingen endegyldige regler for, i hvilken rækkefølge man bedst opbevarer og tørrer sit korn og frøgræs
- Det billigste for de fleste er at få lavet nogle
fornuftige handler, så man kan komme af med sit korn i en helvedes fart efter
høst. Nu er det jo bare ikke altid, at det kan lade sig gøre, og så må man
forsøge at gøre det næstbedste.
Ordene er landmand Ulrik Lundes, der gennem årene har investeret
i tørrerier til 3.500 tons korn og frøgræs, og som hvert år prøver at få
tørringen til at gå op i en højere enhed, så der bliver plads til det hele på
de korrekte tidspunkter.
Byg stort nok
- Som udgangspunkt er det vigtigste, at man bygger stort
nok, når man bestemmer sig for at bygge et plantørreri. Både i kapacitet,
frihøjde, til- og frakørselsfaciliteter samt ind- og udtransport af korn og
frø, siger Ulrik Lunde, og henviser til, at det ikke er længe siden, at den
største lastbil var en seks tons-Bedford.
- Nu er lastbilerne på 40 tons, kræver plads og skal
læsses på under 45 minutter.
- Man skal hele tiden se fremad. Tipvognen næste gang er
minimum 12-30 tons, og mejetærskeren høster 30-80 tons i timen, måske mere,
vurderer han.
Derimod er det, ifølge Ulrik Lunde, ikke af den store
betydning, om man vælger at forvandle en ubrugt lade eller bygger helt nyt.
- Det har ikke den store økonomiske betydning. Det, der er
vigtigt, er, at der er plads til det hele. Så undgår man at skulle tage det
umulige valg om, hvad der er vigtigst at få plads til, siger han og vurderer,
at det koster i omegnen af 100 kroner tønden at bygge, uanset om man vælger den
ene eller den anden løsning.
Bestemmer salget
Den største fordel ved at have pladsen til at opbevare og
tørre sit korn er, ifølge Ulrik Lunde, friheden til at bestemme, hvem man vil
sælge til, hvornår og hvordan.
- Med god plads giver man sig selv muligheden for at ringe
til flere og dermed få den bedste pris på afregning af kornet. Det eneste, du
får penge for, er nu en gang at aflevere dit korn, siger han, og fremhæver
muligheden for, at flere landmænd vælger at gå sammen.
- Hvis man er flere, der trækker på samme hammel, så tror
jeg, man begynder at kunne få noget ud af det. Man kan sælge større partier og
lave bedre handler. En lille privat mini-foderstof kunne være interessant,
siger han, og pointerer, at kvaliteten selvfølgelig skal være i orden hver
gang.
Gør det let at arbejde med
Selvom Ulrik Lunde har svært ved at give konkrete råd til,
hvordan man får sin tørring til at fungere mest optimalt, har han dog alligevel
et par faste holdepunkter, han selv følger med held.
- Først og fremmest skal lageret være til at arbejde med.
- Det, man i sidste ende tjener mest på, er, hvis man selv
kan læsse kornet. Om det suges ud, eller hvad der er lettest for en, er
ligegyldigt, men det skal være nemt at gå til. Kørselsforholdene skal være
gennemtænkte, og det skal være lige så let at få kornet ud, som det var at få
det ind.
- Dernæst skal man passe på det korn eller frøgræs, man
har lagt på lageret. Det passer ikke sig selv. Jeg er sikker på, at den fejl,
der oftest sker, er, at man ikke tilser sine lagre. Korn og især frøgræs skal
tørres, det skal køles og det skal passes. Ellers får man ikke god kvalitet i
sidste ende, fastslår Ulrik Lunde.
Frøgræs giver lagerleje
Da man får lagerleje for at have frøgræsset liggende, er det
umiddelbart det mest fordelagtige at prioritere højest med hensyn til
langtidsopbevaring.
- Vi høster frøgræsset først, og det fylder godt op i
lagrene, men vi prioriterer det alligevel før kornet. Man skal dog ikke være
bleg for, at høster man hvede med bare en procent for meget vand og afleverer
det, så koster det det samme, som man får i lagerleje for frøgræs, så der er
ingen endegyldige måder at gøre tingene på. Det handler hvert år om at handle
rettidigt og vurdere tingene, som de ser ud netop nu.
- Sidste år for eksempel var der ikke megen behov for
tørring. Der var det allerede tørt, men igen, det giver en enorm frihed at have
plads til at have kornet opbevaret og have tid til at forhandle den rigtige
pris hjem, siger Ulrik Lunde.