Dansk Kvægs formand Peder Phillip beklager, at EU har åbnet op for muligheden for national støtte til mælkeproducenter, men vil gerne have del i kagen i form af nationale omkostningslettelser
Om meget kort tid bliver det muligt for de enkelte medlemsstater at give national støtte på op til 15.000 euro pr. landmand. En ordning som fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) i sidste uge over for Jyllands-Posten fortalte, at hun håbede på, at vi kunne undgå i Danmark.
Formand for Dansk Kvæg, Peder Phillip, der også hører til blandt modstanderne af støtteordningerne, og blandt tilhængerne af det frie marked, beklager også EU’s beslutning, der især er kommet i stand via hårdt pres fra lande som Frankrig og Tyskland. Men når nu andre lande vil begynde at give statsstøtte, så bør danske mælkeproducenter også få sin del af kagen, synes holdningen at være.
- Som udgangspunkt så er min holdning til hele den her situation, at det er bedst, hvis man lader være med at lave støtteordninger. Modsat så må vi også sige, at når man nu har besluttet sig for, at det er den vej, man vil, så er der to veje at gå. Enten skal vi være en del af det, og få del støtten, eller også så skal vi have nogle nationale omkostningslettelser, siger Peder Phillip.
Han fortæller, at man i Dansk Kvæg netop nu venter spændt på at se, hvad der kommer til at ske, og man er i dialog med de relevante ministerier.
- Vi tror mest på scenariet med nationale omkostningslettelser. Det ville nok være det letteste at realisere. De penge, der skal bruges til støtten, skal jo komme et eller andet sted fra, siger Peder Phillip.
Ikke sammenlignes med bankpakker
I weekendens udgave af Effektivt Landbrug undrede det tidligere medlem af Europaparlamentets landbrugsudvalg, Niels Busk, sig over, den danske modvilje mod økonomisk støtte til mælkeproducenter.
Især set i lyset af, at når det kommer til støtte i form af bankpakker, så er der som regel ingen slinger i valsen, mener han.
Peder Phillip mener dog slet ikke, at det kan sammenlignes.
- Bankpakker, vækstpakker og den slags ting stimulerer jo til forandring. De stimulerer til den nye virkelighed. At det er den man tager bestik af. At det er den man prøver at bygge ting op i forhold til. Det er meget sundere. Det at poste penge i noget, som ikke nødvendigvis forandrer sig, er alt for passivt. Det eneste man får ud af det, det er, at tiden går, siger Peder Phillip.