…men tilfældigheder gjorde, at Jørgen Harboe Sørensen endte som lastvognschauffør, og nu har han kørt grisetransport i 34 år.
Jørgen Harboe Sørensen, blandt kolleger kaldet »Harboe« er oprindeligt uddannet kok. Efter endt uddannelse rundede han militæret, hvor han tog kørekort til lastbil. Da værnepligten var aftjent, tog han et fem-ugers feriejob som chauffør på en grisetransport. - Det er nu 34 år siden.
- Jeg skulle bare køre grise i fem uger, for vognmanden havde brækket håndleddet, og havde bruge for assistance. Men jeg blev bidt af det, og nu har jeg kørt grise i 34 år, fortæller Harboe, da Landbrug ØST er med ude at køre en torsdag i oktober.
Klokken er 04:45, da en klatøjet journalist møder en frisk Harboe på en benzinstation i Fuglebjerg i Vestsjælland.
- Ork, jeg kører nogen gange hjemmefra klokken 03:00, og det har jeg gjort i alle de år, jeg har kørt med grise, fortæller Harboe, der også vågner klokken ved tretiden, når han har ferie.
- Det er jo blevet en vane at stå så tidligt op efter så mange år. Så jeg er oppe hver nat ved den tid, men går så i seng igen, hvis jeg ikke skal på arbejde, fortæller han.
Hver dag kører Harboe cirka 420 slagtesvin til slagteriet i Ringsted. Han dækker primært det sydlige Sjælland og Lolland og Falster, men kører også afstikkere til både Fyn og Jylland, når der er brug for dette.
- Jeg har også kørt med på et par eksport ture, og det har jeg faktisk været rigtig glad for. Men konen derhjemme synes ikke altid, at det er nogen god idé, for så sidder hun tilbage i huset uden at kunne komme nogen steder, for hun har ikke kørekort, fortæller Harboe med et smil.
Stor frihed
En af de ting som Harboe sætter stor pris på i sit job som chauffør, er den store frihed der er i jobbet.
- Jeg får en plan tilsendt fra Dansk Grisetransport, og så ringer jeg til landmændene og aftaler nærmere med hensyn til tidspunkt. Tidligere lærte man jo landmanden at kende, men i dag er han ofte bare en stemme i telefonen, og i dag rører man knapt nok en gris i løbet af dagen, hvor man tidligere gik helt ind i stalden for at hente dem, fortæller Harboe, der også sætter pris på den store afveksling, der er i hverdagen:
- Ikke to dage er ens, og jeg kommer ud for noget nyt hver eneste dag, selvom jeg har kørt grisetransport så længe som jeg har, fortæller han.
Harboe er ansat i Dansk Grisetransport, som kører alle grisene på Sjælland. Han kører i en Scania lastbil med en specialindrettet kasse på. I kassen kan der være 211 slagtesvin, om transporteres i tre lag, som køres op efter grisene er læsset på.
Væltede på Sprogø
Når man hører om grisetransporter er det ofte fordi de er væltet, eller fordi der sættes fokus på transporttider. Med andre ord er det ofte forbundet med negativ omtale.
- Det er som oftest de brodne kar, der er med til at give dyretransportører et dårligt ry, fortæller Harboe.
- Vi kører jo alle sammen efter reglerne, og får intet ud af at overtræde disse. Dels risikerer vi store bøder, dels risikerer vi klip i vores kørekort, og det er ingen af os interesserede i, fortsætter han.
Også Harboe har været i medierne i sommeren 2008 forbindelse med sit arbejde.
- Det var mig, der væltede på Sprogø, og spærrede Storebæltsforbindelsen i otte-ni timer, fortæller han.
- Det venstre fordæk sprang, og jeg prøvede at holde lastbilen, hvilket selvfølgelig var umuligt. Så den væltede, og tog en del af det midterste autoværn med sig. Det larmede en hel del, og så blev det meget meget stille fortæller Harboe, der priser sig lykkelig for, at der ikke var nogen, der var ved at overhale, da ulykke skete.
- Jeg var syg i otte dage, for jeg slog min venstre arm, men siden har jeg været tilbage for fuld udblæsning, siger han yderligere.
Hurtig ekspedit
I løbet af dagen kører Harboe 416 grise til Ringsted. Her enkelt læsning går hurtigt, og grisene går tillidsfuldt op i lastbilen.
Det tager en time og ti minutter, før han har de første 206 grise i kassen, og har næsen mod slagteriet. Første sted var vi klokken 05:00, og her tog Harboe selv de 91 grise, der stod for tur, og læssede dem på ti minutter. Klokken 05:35 kom der yderligere 12 grise på, som blev læsset på to minutter. Og klokken 05:55 blev der brugt et kvarter på at læsse de sidste 103 grise. På slagteriet tager det cirka et kvarter at læsse alle grisene af, og de småløber alle »mod enden« med krølle på halen. Herefter bliver bilen desinficeret.
- Det her med at vaske bilen, det er den kedelige del af arbejdet. Især om vinteren. Der kræver det virkelig noget godt termotøj, siger Harboe.
Det er ikke kun kassen på lastbilen, der er ren, også inde i førerhuset er det svært at finde pletter. Der er lyst langluvet gulvtæppe på gulvet, kaffemaskine og en seng.
- Det er jo mit andet hjem, og jeg tager en halv time i køjen hver dag, så jeg på den måde overholder kørehviletidsbestemmelserne, fortæller Harboe.
Chaufførens ansvar
Når lastbilchaufførerne henter grise til slagteriet, er det deres ansvar, at de grise der hentes er transportegnede. Hvis ikke de er det, bliver de pillet fra i dyrlægekontrollen, og chaufføren risikerer i sidste ende at få bøde og klip i kørekortet.
- Det er meget personafhængigt, om man får bøder eller klip i kørekortet, men generelt handler det jo om, at man behandler dyrene ordentligt. Politiet kan også godt finde på at stå og vente på slagteriet og tjekke, at man har alle sine papirer i orden. Desuden tjekker de eksempelvis, om grisene har savsmuld nok, fortæller Harboe.
Klokken cirka 13:30 er bilen endnu engang blevet desinficeret efter at have været en tur på Lolland efter 210 grise. Harboe vender næsen mod hjemmet i Dalmose.
- Det eneste det kræver, udover det store kørekort er, at man kan tælle til 16, for det er antallet af grise i sektionerne på det nederste lag, og det kan jeg. Så mon ikke jeg bliver gammel i det her job, siger han til slut, og kører hjem i lastbilen.