Knud Erik Nielsen, Give, formand for Midtjysk Landboforening og medlem af Udvalg for Landboret i Vejle Amt, er en skuffet mand. Han er skuffet over den behandling, hans medlemmer har fået af Vejle Amt i forbindelse med udpegning af N-følsomme indvindingsområder.

Amtet skulle i forbindelse med regionsplanen udarbejde en grundvandsplan og sende grundvandsplanen ud i høring. På opfordring fra Udvalg for Landboret i Vejle Amt udsendte amtet kort med indtegning af de udpegede N-følsomme områder, så lodsejerne kunne blive orienteret om omfanget af udpegningen.

Udvalg for Landboret i Vejle Amt holdte orienteringsmøder for lodsejerne om udpegningerne, og her var folk fra amtet inviteret med.

- I Give-området var det et meget stort område, der var udpeget, fortæller Knud Erik Nielsen.

- Vi var bekymrede for, at det vil få stor betydning ved fremtidige VVM-sager, men fik at vide fra amtets teknikere, at udpegningerne ingen betydning vil have for landbruget, beretter han.

- Amtet har ikke vist ret meget imødekommenhed på de indsigelser, vi har lavet. Da den endelige regionsplan kom frem, var alle indsigelser på nær én fejet af bordet. Vi føler, vi er blevet holdt for nar, sagde Knud Erik Nielsen, der tror, at embedsmændene på forhånd havde bestemt dagsordenen.

Siden har Udvalg for Landboret sendt en protestskrivelse til amtsrådet, men her – omkring en måned senere – har de intet hørt.

- Udpegningerne er baseret på boredata, så der er ingen usikkerhed forbundet med udpegningerne, siger Jess Ingo Jensen og påpeger samtidig, at der ikke i alle områder er lige mange boredata at gå ud fra.

I Vejle Amt er der mange data fra den vestlige og nordvestlige del som følge af de mange markvandingsanlæg. Det er typisk på de lette jorde, og det er lige netop disse, hvor kvælstof nemmere siver ned til grundvandet.

Jess Ingo Jensen er klar over, at udpegning af landbrugsjord som N-følsom indvindingsområde kan sætte begrænsninger for, hvor meget gødning jorden må modtage.

- Landmændene kan bare nedsætte gødningsmængden. Der findes tekniske løsninger som f.eks. biogas og gylleseparering. Landbruget skal tilpasse sin produktion ligesom enhver anden virksomhed, og det kan medføre investeringer, siger han til Landbrug SYD.

- Jeg ved ikke, om gårdenes værdi falder som følge af udpegningerne. Det er der nogle, der siger, men jeg har ikke set tal på det, siger Jess Ingo Jensen.