VA's folkemøde nåede nye højder

Folkemødet hos Vestjyllands Andel ser ud til at være kommet for at blive. I år kunne de 500 fremmødte høre om et nyt rekordregnskab, bevidne en interessant klimadebat, og få et godt grin med Mick Øgendahl.

Humøret var højt, både på scenen, men også blandt tilhørerne, da Mick Øgendahl optrådte. Landbruget er ikke sort, men grønt, slog direktør hos Vestjyllands Andel, Steen Bitsch, fast i paneldebatten. Her ses han ved siden af Asbjørn Børsting, formand for Dakofo.

- Da jeg læste, at det handler om landbrugets potentielle kaskadeudnyttelse af biogen CO2, da måtte jeg godt nok kaste håndklædet i ringen, for det kan jeg da umuligt sige noget sjovt om.

Sådan lød det fra komikeren Mick Øgendahl, da han 1. november optrådte foran 500 godt og grundigt underholdte deltagere ved Vesjyllands Andels Folkemøde, der løb af stabelen for andet gang.

Den erfarne komiker havde dog ikke svært ved at få stemningen i vejret på folkemødet, der var det første med Alex Ostersen som formand. Han kunne med tilfredshed konstatere, at Vestjyllands Andel kom ud med et overskud på 121,19 millioner kroner, en fremgang på godt syv millioner kroner i forhold til 2021/22. Samtidig fortsætter Vestjyllands Andel den positive fremgang på medlemsområdet.

- Fortsat medlemstilgang vidner om, at VA er en attraktiv samarbejdspartner i dansk landbrug. Det er vi glade for, men samtidig ydmyge omkring, for det er ikke noget, der kommer af sig selv. Videreudvikling af kerneforretningen og de forskellige forretningsben herunder er alfa omega i forhold til at producere og levere de kvalitetsprodukter, som efterspørges af de danske landmænd. Både nu og i fremtiden, sagde Alex Ostersen i forbindelse med arrangementet.

DN-stemme fik opmærksomhed

Men hvad byder fremtiden så på? Det og meget andet blev debatteret i det indkaldte panel, der diskuterede – som Mick Øgendahl nævnte – landbrugets potentielle kaskadeudnyttelse af biogen CO2. Men mange andre emner var også på bordet, blandt andet fremtidsudsigterne for dansk landbrug.

Her fik det en del opmærksomhed, da landbrugspolitisk rådgiver hos Danmarks Naturfredningsforening, Thyge Nygaard, slog følgende fast:

- Hvis vi skal have plads til biodiversitet, så skal vi altså ikke producere mindre, i hvert fald ikke på det land, vi gerne vil bruge til landbrugsproduktion, sagde Thyge Nygaard og fortsatte:

- Det giver ikke rigtig nogen mening, og det er ikke mig, der står og siger, at vi bare skal lukke landbruget ned. Tværtimod. Så er landbruget en væsentlig del af løsningen, netop fordi vi her har nogle steder, hvor vi kan fange rigtig meget kulstof, som er noget af det, vi virkelig får brug for i fremtiden, sagde DN-rådgiveren.

- Dansk landbrug er grønt

Under paneldebatten blev der også foreslået, at landmænd skal have mulighed for at høste efterafgrøder, og i det hele taget gjorde direktør Steen Bitsch hos Vestjyllands Andel meget ud af at gøre landbrugets klimasokker grønne, så at sige.

- Af en eller anden mystisk grund, som jeg ikke forstår, er vi kommet til at fremstille dansk landbrug som sort. Og det er en holdning, der har bredt sig godt og grundigt blandt politikere, men også i befolkningen som helhed, at dansk landbrug er sort, sagde Steen Bitsch og fortsatte:

- Nu har de fleste af jer kørt hertil i dag, og I har formentlig kigget lidt ud af vinduerne, og så har I nok kunnet konstatere, at der ikke er ret meget derude, der er sort. Det meste er grønt. Så dansk landbrug er ikke sort, dansk landbrug er grønt. Vi er nødt til at forfølge det narrativ for at forstå, hvad det er, vi snakker om i dag, sagde han blandt andet.

Læs også